Nettie has a Boyfriend er en trio, der består af komponisten og tekstforfatteren Birgitte Bjørn, der også synger og trakterer guitaren, Tore Eg, der synger for og bag og bassisten Trine Vester. Og på pladen får de god hjælp af Jesper Lind bag trommerne og Clazz Nielsen på tangenterne.
Tekstligt overskrider flere af emnerne på pladen, hvad man kunne kalde popuniversets tidsånd. Her er sange om transseksualitet, om alkoholisme og racisme. Ikke ligefrem hverdagskost i poppens verden. Men det er kun godt, at nogen – i dette tilfælde – Bjørn således udfordrer og udvider popuniversets selvforståelse og common sense.
Specielt fordi det sker i form af en moderne poprock, der selv om den har sin egen kant i kraft af trioens egen dynamik og intensitet alligevel sender hilsner tilbage til den efterhånden lange danske tradition for poprock, der har haft appel til såvel hitlisteørerne, de danseglade og koncertfolket.
Tore Eg synger for med en flot vokal, der passer rigtig godt til netop den melodiske form for poprock bandet dyrker. Og musikken er gennemproduceret og befinder sig i den mere glatpolerede ende af skalaen uden at ende i pletfri ligegyldighed.
Hermed anbefalet.
Nette has a boyfriend. Share the Enimies. Produceret af Birgitte Bjørn & Søren Andersen. Gateway. Er udkommet.