Den tidl. socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen meldes død i en fremskreden alder af 93 år. Og der er noget næsten symbolsk i denne kendsgerning. For det er ikke kun en alment vellidt politiker, der forlader denne verden, men også et symbol på det, man kan kalde ‘det gamle socialdemokrati’. Det parti, der om noget, var garant for den såkaldte ‘velfærdsstat’, og som – selv om det var et reformistisk parti fra de allerførste år – forstod, at der var forskel på høj og lav i dette samfund og at man måtte kæmpe for dem, der havde mindst. Anker blev beskyldt for at have drevet samfundet ud på ‘afgrundens rand’ i sin og oliekrisens tid, men siden har nogle af de mest nøgterne borgerlige økonomer afvist denne påstand og påvist, at han faktisk første en ganske fornuftig økonomisk politik – men kapitalismen var i krise og det kunne han lige som sine efterfølgere ikke gøre ret meget ved. 

Med Anker Jørgensens bortgang bliver vi mindet om, at det borgerlige samfund engang havde et mere menneskeligt ansigt end det, der viser sig i vores ny-liberalistiske konjunktur.