‘Alting var bedre i de gamle dage’. Sådan cirka lyder en tekstlinje fra en af de sange, som Burnin Red Ivanhoe fremførte i går aftes på spillestedet Atlas i Aahus Midtby. Og dermed blev den nostalgiske tone slået an, hvis den ikke allerede havde været det før. For Burnin Red Ivanhoe er, som kapelmester Karsten Vogel så rigtigt sagde indledningsvist, et gammelt orkester. Et orkester, der går tilbage til sidste halvdel af 1960’erne, hvor Karsten Vogel (musik) sammen med Niels Erik Wille (tekster) havde lavet 18 numre og blot manglede et orkester til at fremføre dem. Resten er historie, dansk rockhistorie.
I dag fremstår Burnin Red Ivanhoe i en lettere forynget udgave, idet de to forgrundsfigurer – saksofonist m.m. Karsten Vogel og multiinstrumentalist m.m. Kim Menzer – er suppleret af yngre musikere: Lone Selmer (sang, tangenter), Assi Roar (bas), Klaus Menzer (trommer) og Jens Runge (sang og guitar). Derfor fremstod bandet også meget anderledes end på coverfotoet ovenfor, men musikalsk set var kontinuiteten intakt. De tre nye medlemmer havde tydeligvis og uden de store problemer adopteret ånden og ikke mindst lyden fra det hæderkronede gamle rockorkester.
Det var Menzer og Vogel, der som en slags kapelmesterpar, førte an i løjerne. Vogel fortalte om gamle dage – om dengang i sluttresserne, hvor bandet spillede en snevejrsaften på Stakladen, om bandets gamle turbus “Wilhelm” (el. var det “William”?), om historien bag bandnavnet, om tilblivelsen af de første atten sange osv. Og anekdoterne blev garneret med humoristiske lyrisk-politiske indslag om musikkens status i vor tids konjunktur og andet. Og derved sørgede Vogel for at foretage en solid kobling mellem for- og nutid. En kobling, der så blev understøttet og udbygget i det musikalske.
Hovedvægten i det musikalske program lå også på gamle dage med numre fra især hovedværket M144 (“Ridder Rød”, “Tingel-Tangel Mand”, “Indre Landskab”, “Medardus”, “Purple Hearts” og afslutningsvis som ekstranummer “Ivanhoe i Brøndbyerne”). Og med Kim Menzer som det store legebarn eller klovnen (forstået i den mest positive betydning), der, iført rød hue og hawaii-skjorte, med håndholdte klokker, mundharmonika, trækbasun, tværfløjte og didgeredoo sørgede for at etablere forbindelse til fortiden, herunder tressernes udmærkede og veludviklede sans for at lade det gale og kreative blomstre. Imedens spillede Karsten Vogel på sine saksofoner (når han ikke lige for en kort stund afløste Lone Selmer ved keyboardet) med sin karakteristiske og prægnante lyd og sørgede for at skabe det cross over mellem free form-jazz (Ayler ikke mindst) og progressiv rock, der udmærker Burnin Red Ivanhoes stil. Og unge Runge på guitar havde læst lektien og forstod i sine soli at demonstrere, at han sagtens kunne løfte arven fra bandets tidligere guitarister og lade inspirationen fra ikke mindst Jimi Hendrix skinne igennem.
Publikum, der fyldte pænt i salen (og sad ned!) tilhørte mestendels det ‘grånende segment’, altså dem, der er gamle nok til at kunne huske ‘de gode gamle dage’. Og det var mit indtryk, at de fik, hvad de kom for.
Men det var ikke bare en nostalgisk aften. I hvert fald ikke nostalgi i den forstand som det indledende citat antyder: et begær efter at vende tilbage til en tid, hvor alt var bedre. Nej, aftenen var nostalgisk i den forstand, at Vogel, Menzer og Co. (be)viste, at Vogels musik og Willes vilde, syrede tekster i de rette musikalske hænder fremstår lige så friske som dengang de blev skabt og fremført første gang. Og at Burnin Red Ivanhoe burde kunne tale til et langt yngre publikum, fx dem, der dyrker den moderne udgave af psykedeliaen og står med hovedet i vinylbunkerne for at finde perler fra dengang det hele startede. Uden sammenligning i øvrigt så er Burnin Red Ivanhoe Danmarks svar på Grateful Dead, et langvarig band med en unik lyd. Og heldigvis er Burnin Red Ivanhoe stadigvæk i gang. Keep on trucking.