Man skal ikke være bleg for at indrømme, at man tog fejl. Heller ikke i vurderingen af musik. Således har jeg i årevis haft et lidt anstrengt forhold til halvfjerdserglamorkesteret Slade. Slade var et stort navn i halvfjerdserne, hvor de fra 1971 og frem til 1976 havde ikke mindre end 16 top 20-hits. Heraf seks på toppen af listen. Ja, de var faktisk det mest populære glamband – foran navne som Sweet, Suzi Quattro og – ja også ham – David Bowie. Men, men, jeg kunne kun se fire drenge fra arbejderklassen, der var blevet iklædt mærkeligt tøj og iscenesat som glamrockere. Og resultatet var, at jeg kun kunne forlige mig med deres stadigvæk slidstærke julesang, den fra juleopsamlingen.

Men optagelser som nedenstående, hvor Slade tager Steppenwolfs gamle “Born to be wild” under kærlig behandling og forvandler den til en slags punkrockartefakt, burde have fået mine ører åbnet op. For er sandheden ikke den, at Slade bag al den ydre staffage gemte på et solidt rockband med rødder i arbejderklassen, et band, der måske blev lidt fejlplaceret og i virkeligheden skulle have været en del af den samtidige punk- og pubrockbølge?  Eller også handler det om, at glamrocken – i hvert fald hos et band som Slade – dybest set var mere genuin rock end glamour og glimmer?! I hvert fald har jeg nu investeret i et lille bokssæt med Slade for at overbevise mig selv om, at det er sådan tingene hænger sammen.