Trofaste læsere af bloggen capac vil vide, at jeg har en svaghed for musik, der har en naivistisk og primitiv tilgang til det at lave musik. Hvad enten der er tale om elementær garagerock, lavet af en håndfuld unge i fars garage eller mors kælder, pritimiv musik, fremført at mennesker, der ikke (endnu) helt behersker deres instrumenter, akkorder eller rytmik eller musik, der er blevet til som lo-fi-produkter i en afsides bjerghytte eller en studiecelle i den indre by. Og så videre.

Og Jacob Faurholts nye plade Super Glue har – selv om den ganske vist er produceret i et rigtigt studie – en autentisk air af hjemmebryg over sig. Den kunne sikkert være blevet til ved Faurholts køkkenvask. Og jeg tror, det er helt bevist, at Faurholt (der er kendt for musikalsk hjemmesløjd ) har skabt denne plade med netop denne umiskendelige lo-fi-stemning over sig. Dermed er også sagt, at der er tale om en plade, der helst vil lyttes til. Det er ikke en plade, der primært og som sit første mål har at komme på hitlisterne. Dertil er den for stemningsfuld, introvert og drømmerisk. Det betyder ikke, at der ikke er sange med popappel, for det er der. Fx besidder den indledende “Floating in space” og den afdæmpede “Guided by voices” sådanne kvaliteter til en vis grad.

Emnet på pladen er det gammelkendte farvel-til-pigen-tema, som Faurholt på sine 10 sange bearbejder med lige dele tristesse og forhåblningsfuldhed. Akkurat som det bør være. Desværre er teksterne ikke aftryk i CD-coveret. Og det kunne de godt fortjene.

Samlet set har Faurholt lavet et nedtonet lo-fi-album, der rækker ud mod de lyttere, der – som denne lytte – sætter pris på musik, der ikke strutter af overproduktion og studiepotens, men gør sig i kraft af gode, lyttevenlige sange i en sparsomt, men tilstrækkeligt dækkende musikalsk klædedragt. Hermed anbefalet.

Jacob Faurholt. Super Glue. Produceret af Brian Batz. DME. Udkommer i morgen.

https://youtu.be/x2-k3YWRQAE