I går rundede Dolly Rebecca Parton Dean – kendt som Dolly Parton – det skarpe hjørne af 70 år. Ogh efter mere end 50 år i showbiz er hun stadigvæk aktiv som altid.

Dolly er et ægte paradoks. Et stort, anerkendt talent for musik og en formidabel stemme mødes med noget, der mest af alt ligner en karikatur på et ærke-amerikansk fordomsfuldt plastikkirurgisk frembragt kvindeideal. Og hun ved godt, at det forholder sig sådan og har flere gange åbenlyst erkendt det og accepteret det som sit liv.

Jeg holder meget af Dolly Parton. Måske, fordi jeg stadigvæk kan høre den unge, naturlige bondepige, hun engang var, når hun i dag lægger fra land med sine nyeste sange. Et eller andet sted er der en kontinuitet og ægthed i hendes kunst, som kun kan aftvinge min respekt. Og mange andres – lige fra John Lennons til Christian Braad Thomsens.

Formig skete det for alvor med albummet og sangen “Jolene” (1974). Jeg kan huske, at jeg gik rundt om det album nede ved Kaabers musikforretning mange gange uden at få det købt. Det var oven i købet på tilbud, men jeg var nok økonomisk på spanden på det tidspunkt (ja, det var jeg bestemt – jeg levede af nådsens brød fra mine forældre og kunne endnu ikke få statens uddannelsesstøtte).