Pladeselskaberne fattes penge. Ingen tvivl om det. Ganske vist rasler CD-salget fortsat ned og streaming kompenserer kun i nogen grad for tabet, målt med selskabernes umættelig trang til indtjening. Men det forhindrer dem ikke i med lys og lygte at lede efter materiale man kan udsende. Gerne materiale, der ligger på en eller anden langerhylde og ikke skal resulterer i dyre studieregninger etc. Derfor ser man en række udgivelser, der virkelig når ud i forskellige kunstneres karrieremæssige kringelkroge. Eksempelvis den nye udgivelse med Bob Dylan med ældgamle optagelser fra “The Minneapolis Hotel Tape & The Gaslight Café”. Titlen siger næsten det hele.

I samme kategori finder vi Stevens Stills’ Central Park 1979 og Warren Zevons The Coffee Break Concert.

Misforstå mig nu ret. Pladerne fejler ikke noget som sådan. Det er gode, solide navne, der sagtens kan bære at få deres i første omgang frasorterede materiale ud til fans og kendere. Spørgsmålet er blot, hvor meget det kunstneriske argument har talt i selskabernes udvælgelse? Og hvor meget kunstnerne selv har haft at sige?! Meget lidt, tror jeg. Men overraskende er det vel ikke…