Halvfjerdserne var det årti, hvor jeg for alvor opdagede Bob Dylans storhed. Hvilket sikkert havde med at gøre, at jeg ikke længere var barn, blev student og kom på universitetet. Og en af de plader, der var med til at ændre billedet var Desire, der i disse dage runder 40-års-jubilæet for dets udgivelse.

Det var Desires lod at være opfølger til hovedværket Blood on the tracks, der også er en af de store plader i min Dylan-forståelse. Sammen med de nu afdøde kunstner Jacques Levy skrev Dylan en række sange til pladen, sange, der nok var mere umiddelbart tilgængelige end dem, vi finder på Blood… Sange som “Isis” , “Hurrica” og “Joey”, der er store episke sange om personer, der levede deres liv på kanten af det etablerede samfund. Og som sådan sange, der passer fint ind i den tradition, Dylan har for netop at skildre samfundets bærme og folk, der ikke passede helt ind.

Men der var også sange, der var skrevet med udgangspunkt i Dylans privatliv, navnlig den smukke “Sara”, hvor Dylan beder sin ex-kone om at vende tilbage.

Desire er stadigvæk en plade, der er en stor stjerne i mit katalog over Dylan-plader. Her mødes digteren og popmusikeren Dylan i et lettilgængeligt og ubesværet samarbejde.