Titlen på Rasmus Morrisons lille 4-sangs EP fortæller os om, hvad teksternes tema er: samfundets tabere, samfundets bærme. Dem, der har udsigt til enten at ende på pyramidens bund eller måske blive mønsterbrydere, som det hedder i socialforskningen. Men emnets tyngde og alvor farver heldigvis ikke sangenes musikalske side. Tværtimod kan man sige, at musikkens lethed forlener sangene med en dimension af forhåbning og optimisme.

Musikken kan høres (af denne lytter) som en afart af den folk, som Bob Dylan engang skabte et kølvand for, som mange – herunder Morrison – sejler i. Musik, hvor det centrale er stemmen – og Morrison har en god, fin, maskulin stemme – og den akustiske guitar. Helt tydeligt bliver denne “arv” i den afsluttende sang “The break of day”, hvor Morrison står helt nøgen med sin guitar i en nedtonet og upoleret produktion. Men ellers farves sangene af smækre backingvokaler, bløde trommer og lige så bløde, farvende synthezisers.

Med sin EP placerer Rasmus Morrison sig i et felt af akustiske singer-songwriters, hvor der – kan man roligt sige – er trængsel. Men Rasmus skal nok klare sig, for han har de gode sange med sig og det skal blive spændende at se og høre, hvad han kan få ud af et helt album. For det må komme en dag. Giv Rasmus en chance. Hermed anbefalet.

Rasmus Morrison. Born to lose. Eget forlag. Er udkommet.