Medens jeg lå dèr under den kolde, klamme dyne, gøende som en længselsfuld sælhund, dukkede billedet af min barndoms varmedunk pludselig op fra erindringens dybeste lag. Vi havde den i baggårdslejligheden, der var en lille, dårligt isoleret 2-værelses. Jeg husker, hvordan varmen kom pludselig ind under dynen, når mor hurtigt stillede den ovale zink-tingest ind i fodenden. Og hvordan varmen hurtigt bredte sig til det hele. Det var en stille fryd.
Da familien flyttede i parcelhusidyl forsvandt klenodiet ud af mit liv sammen med zinkbaljen, hvor den elementære hygiejne var blevet indøvet, til fordel for fjernvarme og karbad.