Da jeg i april 2013 omtalte Claus Høxbroes og Oscar Gilberts første plade – Nøgne som nyfødte – trak jeg forbindelseslinjer fra pladen tilbage gennem det tyvende århundredes ‘skriftbevidste’ digtning. Via Dan Turell gennem beatpoeterne og tilbage til Joyce i begyndelsen af det tyvende århundrede. En digtekunst, der – forskellene ufortalt – satte skriften fri, lod skriften skrive og overskride alskens grænser som et gevaldigt dæmnings- og digebrud, der stadigvæk sender dønninger gennem det litterære landskab. Selv om mainstreamlitteraturen hele tiden truer med at lukke dæmningsbruddet og hele tiden forsøger at putte ord og sætninger ind i de huller, som dæmningen har fået gennem årene.

Men den skrift, der er tale om, er ikke kun skriften i gængs forstand. Den skrift, der nedfældes på papir og i bøger eller på computerskærme. Der er tale om skriften i en mere generaliseret forstand. En skrift, der fx også skriver i musikken. I samme århundrede – det tyvende – hørte vi, hvordan skriften slap fri i den såkaldt moderne klassiske kompositionsmusik, i jazzens improvisatoriske eksperimenter og – ja – i grænseområder af popkulturen, hvor avanceret pop og rock tog fat og nedbrød grænser og konventioner.

Og på deres nye plade med titlen Tusmørkets censur fortsætter de to, hvor de slap på det første album. Det er stadigvæk beatpoesiens og jazzens avantgardistiske æstetik, der styrer deres udfoldelser og understreger, at det med dæmnings- og digebruddet stadigvæk gælder.

Duoens afsæt er lidt anderledes denne gang. Dels har de fået musikalsk hjælp af et hold strygere og blæsere. Og dels har Oscar Gilbert denne gang fået lov til at itonesætte en række af Claus Høxbroes færdige og publicerede tekster. Men den improvisatoriske tilgang er stadig den samme og det understreges af, at fire af stykkerne på pladen er skabt improvisatorisk i pladestudiet. Men – bortset fra, at de spontant improviserede stykker ikke har medfølgende tekst i den lille medfølgende booklet, så er der ikke den store forskel mellem stykkerne. Det improviserende og legende afsæt er fundamentalt det samme.

Claus Høxbroes reciterer teksterne på til tider slentrende beatpoetisk vis uden at accentuere tekternes egen metrik. Det overlades til Oscar Gilbert med sin musik at skabe en organisk klangbund, der med overvejende lyriske (men også forbigående mørkere) stemninger eksponerer teksternes indre musikalitet. Et paradigmatisk eksempel finder man i nummeret “Knippelsbro”, der også er omsat til videomediet (se nedenfor). Høxbroes tekst vokser op af stedet Knippelsbro med en iagttagende sansning, der flyder stille og roligt gennem teksten som vandet ved broen, medens Oscar Gilberts musik snor sig under og gennem tekstrecitationen, så tekst og musik smelter sammen i en vemodigt-lyrisk helhed.

Tusmørkets censur befinder sig langt fra populærmusikkens middelvej i den lille eksklusive niche, hvor poesi og musik mødes og befrugter hinanden til begge kunstarters fordel. Det er en niche, vi har nydt godt af i mange år – og Høxbroes og Gilberts plade understreger vigtigheden af den. Hermed anbefalet.

Tusmørkets censur. Claus Høxbroe & Oscar Gilbert – med strygere og blæsere. Exlibris. Udkommer den 25. november