Min musikafspiller løb tør for strøm for et par dage siden, jeg fik ikke ladet den op og var derfor nødsaget til at lytte til radio i forbindelse med mit job. Og radio vil sige Danmarks Radio P5, der bl.a. dyrker mottoet ‘kanalen hvor god musik aldrig går af mode’ eller noget i den retning. En kanal, der dyrker gammeldags mainstreampop og -rock. Det indebar – for mit vedkommende – et genhør med mange gamle og gode hits, men det blev også lysende klart, at kanalen lever højt på intensitvt genbrug af de samme sange og numre, dag efter dag. Overraskelser, genopdagelser osv. er der bestemt ikke plads til på P5. Nej, vi er langt fra den form for radio, der var plads til i tresserne og et langt stykke ind i halvfjerdserne, hvor jeg var fast lytter til Danmarks Radio.

Når det er sagt – og siges det skal det, for formelt set har vi at gøre med en public service-station, der burde kunne vise mere kvalitet i såvel form som indhold – så var der som sagt søde genhør med gamle sange. Og i går var der især en sang, der bed fra sig og bed sig fast i korttidshukommelsen. Nemlig Bonnie Tyler og hendes “Lost in France” fra 1977. Det var såmæn ikke Bonnie Tyler som sangerinde, der gjorde indtryk. Men tekstlinjen “I was lost in France in love”..

As I stood there in the morning rain
I had a feeling I can’t explain
I was lost in France in love

Det forekom mig, at sangskriverne Steve Wolfe og Ronnie Scott havde begået en lille bitte genistreg med lige netop den verselinje… en lille punktering af en i øvrigt helt banal popkærlighedssang.