Min gode medblogger Uffe har gjort det igen, skrevet et indlæg, som jeg ikke kommer uden om at kommentere. Indlægget hedder Litterære bekendelser og handler om Uffes kærlighed til bøgerne og hans måde at læse på m.m. Absolut læseværdig for bibliofile og andre bogorme!

Jeg vil da gerne bidrage til bekendelserne, til bekendelseslitteraturen, om man vil. Også jeg har det som Uffe: Jeg læser gerne flere bøger på samme tid. 5-6 stykker er ikke noget problem. Selv om der er en øvre grænse – lad os sige 10. Så længe min hukommelse er så god, som den er, er det en lise at læse flere gode bøger på samme tid.

Jeg skal også indrømme, at jeg er en langsom læser. Selv om jeg i min studietid rendte ind i den såkaldte studieteknik, hvor man øver sig i at læse store stofmængder på ingen tid, så ændrede det ikke noget ved min sneglefart. Jeg tror, det hænger sammen med, at god litteratur (skøn- såvel som faglitteratur) altid får mig til at spekulere og tænke videre, analysere og fundere, undre mig osv. Og så går tiden jo godt med det. God litteratur yder modstand mod tænkningen.
Lige som Uffe har jeg også en del bøger stående, som jeg ikke har læst fra ende til anden, men som jeg læser i, et afsnit, en side eller to, bladrer i osv. Sådan har jeg faktisk læst adskillige bøger. Når jeg nævner det, så er det, fordi vi i vores skolegang (ja, undskyld mig, men det er en kæphest, jeg ynder at skamride…) næsten umærkeligt får indpodet, at bøger og tekster skal læses på en bestemt måde. Nemlig: fra ende til anden. Men, hvorfor egentlig det? Skrives de måske sådan? I hvert fald ikke altid. Mange bøger er da stykket sammen af forskellige udkast og forsøg. Som snegnefartslæser har det også hjulpet mig gevaldigt, at jeg kunne opfatte bøger på denne sammensatte måde. Jeg kunne læse dem i små bidder, hvis jeg lystede. I øvrigt har jeg som dansklærer oplevet, at det er de allerfærreste, der læser bøger på den stringente facon. Hvorfor så gøre en dyd ud af det!?

Faktisk forholder det sig sådan, at Reglerne for God Læsning (RGL) ikke sjældent står i vejen for Glæden ved at læse. Udsigten til en amerikansk roman på 900 sider kan tage lysten fra mangen en læser…

I min tid som underviser, lærer, gjorde jeg meget ud af at forsøge at give mine elever og studerende glæden ved at læse (tilbage). Og på et tidspunkt faldt jeg over en bog, der netop handlede om dette projekt. Dens titel er – ikke overrraskende – Glæden ved at læse af franskmanden Daniel Pennac. Dens franske titel er Comme un roman (Som en roman). I bogen gør Pennac, der også har været lærer, op med RGL og opstiller sine egne ti bud, læserens ti bud:

1. Retten til ikke at læse
2. Retten til at springe sider over
3. Retten til ikke at læse en bog færdig
4. Retten til at genlæse
5. Retten til at læse hvad som helst
6. Retten til bovarysme*
7. Retten til at læse hvor som helst
8. Retten til at smålæse
9. Retten til at læse højt
10. Retten til at tie stille

*) Bovarysmen består i “en omgående tilfredsstillelse af vore sanser alene: ens forestilinger svulmer, nerverne dirrer, hjertet løber løbsk, adrenalinet sprøjterm identifikationenen spiller på alle tangenter, og hjernen tager (et øjeblik) fuldstændig fejl af dagligdagen og den romantiske sfære…Det er den første læsertilstand, vi kender.”

Pennacs bog – der i øvrigt kun er på cirka 100 sider! – er blevet en lille bibel (altså bog) for mig. Måske er han blot en romantisk drømmer, der er ude af trit med tidens tendens. Men jeg er overbevist om, at han har fat i noget helt centralt: At glæden driver læsningen, at lysten driver læringen og – værket, livet – i det hele taget…