Op fra undergrunden dukker Lars & Uhørt med albummet Skråt. Og pladen lægger sig smukt i kølvandet på den lille stime af dansksprogede plader, jeg har anbefalet her i bloggen. Nærmere bestemt den række af plader, der ikke blot udfolder sig på vort modersmål, men gør det med sin egen skæve og finurligt kritiske facon.
Der lægges ud med sangen “Ingen vil ha’ mig”, der et eller andet sted sender en hilsen tilbage til Defenders og deres udgave af Poetens sang “Jeg har aldrig fået noget”:
   Jeg har ikke fået noget i noget der minder om 100 år
   Jeg blir’ overset og forsmået og tiden bare går og går
   Måske er det noget med min udstråling for selvom mit hår er lækkert og smart
   Så kan alle de søde piger se at jeg er desperat
   INGEN VIL HA’ MIG Selv om jeg både vil ha’ dig og dig og dig
   INGEN VIL HA’ MIG Jeg vil ha’ alle de små søde piger jeg møder på min vej
   INGEN VIL HA’ MIG Jeg ved ik’ om jeg ka’ klare meget mer’
   INGEN VIL HA’ MIG Hvis ikke noget snart sker...
En næsten arketypisk og tidløs sang om mandens desperate, ubesvarede længsel mod det smukke køn. En sang, der både klinger af tradition (alle de ensomme mænd i den danske populærmusiks historie) og af den såkaldt moderne mands desperate ensomhed og udsathed.
Men mere elendigt står det heller ikke til. For allerede i næste sang er der bid, og manden kan danse gennem natten – i mere end en forstand – med en smuk lyshåret pige, der gerne vil danse og lege – selv om det kun er for en stund.”Kom lad os danse” hedder sangen.
I “I regnbuens skygge” slippes den lidt realistiske tone og afløses af en lyrisk fantasi over livet i byen:
   “I regnbuens skygge
   Lidt væk fra sit ophav
   Er de særeste ting sat i sving
   Her cykler der cykler
   Uden kæde eller bagnav
   Runst havelåger kører i ring
   De har ar og skrammer
   Gi’r en skrantende jammer
   Når de rister lidt lykke
   På den allersidste sols flammer
   I regnbuens skygge er en eventyrby
   Med tårne og spændende spir..”
En sang af nærmest surrealistiske dimensioner, hvor storbyfantaseren udmøntes i næsten galmandsværkske rablerier. Og en sang, der står i ikke-vedgået gæld til storbyens mange fantaster og galninge i dansk litteratur. Jens August Schade og Dan Turèll presser sig på som associationer. Men denne sang – og sangen “Rytmer frem for rutiner”, der også bevæger sig i lyrisk-fantaserende retning – er mere e undtagelser fra reglen om (social)realistiske tekster og fungerer som en slags klangbund for netop disse realistiske tekster. Og allerede i næste sang !Ingen grænser her” er vi tilbage i socialrealismen i en sang om en mand, der har fundet et frirum eller flugtrum i sin butik med digitale tilbud til kunderne. Som “digitalt signal” har han fundet en vej ud af sin “kval”.
Og i sangene “Måske en dag” og “Revolution” bliver Lars & Uhørt ligefrem politiske i almen forstand. De to sange er opråb om forandring – vendt mod vores selvtilstrækkelighed i en verden i forandring og bevægelse og som solidarisk række ud mod tidligere generationers – punkernes og halvfjerdseroprørernes – forhåbninger om en samfundsomvæltning. Ogdå “De autonomes skyld” er en slet skjult politisk udmelding og opfordring til at være tolerante over for dem, der stikker lidt ud fra normen – de autonome, indvandrerne, bøsserne, festoriginalerne osv.
Lars & Uhørt giver med deres plade Skråt stemme til mennesker, der ikke passer ind i vor tids politisk korrekte konjunktur, men som eksisterer i storbyen, bærer hjertet i venstre side og taler den politiske korrekthed og tilpassethed midt imod. Der går en lige linje fra Skråt tilbage til såvel en spag protestsanger som John Mogensen som til de politiske plader fra Demos. Og som hos forgængerne udi den slags sangskrivning er der plads både til almenpolitiske opråb og til fantasifuld kulør på tilværelsen.
Og musikalsk sættes sangene i scene i arrangementer, der lystigt blander en rockattitude med akustisk folk, tango og meget mere fra den store verdensmusikalske gryde. Og oven på det hele synger Lars (Harboe) med en flabet, indigneret og passioneret stemme, der nok formår at få budskaberne og fantasterierne ud over scenekanten. Velkommen op fra undergrunden Lars & Uhørt. Hermed anbefalet.
Lars & Uhørt. Skråt. Prduceret af Stjerne Itenov og Lars Harbo. LHMusic. Er udkommet.