Ja, Kim Larsen – præsentation er vist unødvendig – eller Kim Melius Flyvholm Larsen, som hans fulde navn er, fylder 70 år i dag. Uanset, hvad man end måtte mene om Larsens kunst, så er det ikke til at komme uden om, at han fremstår som en ener i dansk populærmusik. Som sangskriver, som personlighed, som meningsmager osv. Han er både blevet kaldt Gavflaben og Nationalklenodie – og han er da også en blanding af københavnsk rendestensgadedreng og noget næsten altomfavnende dansk elskelighed. Hos Kim Larsen løber amerikansk rock’n roll sammen med den danske højskolesangbog, revyviser fra forfædrenes tid og børnesange – og jeg kan ikke lige komme i tanke om en anden kunstner, der har samme musikhistoriske vingefang, samtidig med at hans sange er helt personlige og bærer det som et vandmærke.

Jeg har fulgt Kim Larsen siden de allerførste indspilninger med Gasolin. Dvs. singlerne “Silky Sally/ I’ve got to find the looser” og “Child of Institution / the Escape/ W.J.” fra 1970. Men jeg blev først Gasolin-fan længe efter, bandet have opløst sig selv. Larsen-fan har jeg været siden debutalbummet Værsgo. Og jeg synes stadigvæk, at Kim Larsen rager op over populærmusikkens gennemsnit – selv om han nok vil sige: Hvad rager det mig. Til lykke til Larsen på dagen.

Fotoet ovenfor at en yngre udgave af fødselaren er lånt fra den danske Wikipedia.