Med albummet Album tager Gry Harrit springet fra rollen som velanskreven korsangerinde (for for eksempel Sebastian eller Poul Krebs) til at være solist og sangskriver i sin egen ret. Og det sker på coverfotoet med høj cigarføring, et foto, der kan give mange associationer, blandt andet den, der er belæg for i Harrits tekstunivers: en voksen kvindes personlige erfaringer fra livet i en verden, hvor intet er givet på forhånd og hvor man selv har ansvar for at finde sin plads og finde vej.

Jeg skriver bevidst “personlige”, for Gry Harrit undgår heldigvis at blive privat på nogen måde. Men hendes tekster, der balancerer et sted mellem prosadigte og mundret lyrik, afspejler en søgende sjæl. Fx i den indledende sang “Bare en dag”, der – hvis ellers jeg har loddet dybden rigtigt – handler om at finde en slags identitet ) i en relation til en anden):

En dag – bare en dag

Være nogen

En dag – bare en dag

Være VI

Vi ku være nogen

Vi kunne være VI

Og lidt i samme retning i sangen “En chance at få”, hvor netop en anden er afgørende for, at jeget får en chance – for at føle lykke: “Svært at forstå/ En chance at få/ Hvad vil det sige – At være lykkelig!/ Hvorfor nu – og hvorfor mig/ Hvad er det du vil ha’/ Du si’r du er taknemmelig/ Er du taknemmelig!”. Og allermest tydeligt bliver det måske i den nærmest programmatiske sang “Hvor går verden hen”, der som titlen antyder er en meditation over verdens (skæve) gang – igen med et blik for det relationelle spil:

Hvem kan sige hvor verden den går hen

Der er altid en der græder min ven

Vi g’r og vi tar

Du står med røven bar

Det er ikke til at sige

Hvornår det vil blive

At nålen stikkes i

Den aller sidste gang

Og ikke sige hvornår

Min kærlighed forgår

Vi si’r goddag – Vi si’r farvel

Selv om teksterne således drejer sig om erfaringer af tab, nederlag, tvivl, forvirring, ængstelighed osv., så er der også en understrøm af noget fortrøstningsfuldt og positivt. Som det hedder i den netop citerede sang: “Det går jo nok alligevel” eller i den relativt positive sang “Det er godt nu”: “Ikke mer’ imod/ Der er lys i overflod”. Det kan godt være at livet er svært”, men livet er i bund og grund godt og ‘de kan bare komme an’ – ‘her hvor solen skinner…’, som det hedder i en helt anden sang (“Lad dem bare komme an”).

Gry Harrits tekstunivers er – som jeg læser det – et personligt signalement af den tid, vi lever i. Hvor identiteten ikke er givet på forhånd, men noget, der skal søges og findes undervejs, hvor forholdet til den anden er skrøbeligt og uundværligt, men også hvor gevinsten er en elementær livsglæde og -appetit, når tingene lykkes mere eller mindre.

Album er et i ordets bedste betydning et voksent poprockalbum, der uden tvivl henvender sig til og er relevant for dem, der er ude over den allergrønneste ungdom – og er gefundenes fressen for netop de unge, der har noget at lære endnu.

Musikalsk er pladen også moderne voksen poprock. Med gode, men ikke ligefrem hitlistepoppede, iørefaldende sange, der bæres frem af Gry Harrits stærke, modne og feminine stemme, der bestemt vinder ved at træde ud af korsangerinderollen. Og med et stærkt hold af musikere (Finn Verwohlt på guitar, Jon Bruland bas, Dan Hemmer orgel og Klaus Menzer trommer) har Harrit skabt en moderne voksen poprock, der både kan det tilbagelænede og være fremme på beatet – og her og der lader forskellige inspiratoriske stilarter smitte lidt af – fra Beatles til reggae.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale Gry Harrits debutalbum, hvormed vi har fået endnu en kvindelig singer-songwriter, der har noget på hjerte og formår at omsætte sine tanker til vedkommende og lytteværdige poprocksange.

Gry Harrit. Album. Produceret af: Finn Verwohlt. Dawn Productions. Gateway. Er udkommet.