Man skal ikke skue en hund på hårene – eller en plade på dens coverfoto. Eller skal man? I Morten Bjerregaards tilfælde passer det spøjse pladecoverbillede ganske godt til indholdet på pladen. En mand, der fra sit punkt i virkeligheden, en lejlighed et sted i byen, læser sin avis og kigger ud på den omkringliggende virkelighed – og synger om den.

Bjerregaards plade skriver sig ind i en lang og sej dansk tradition for sangskrivning, der går fra dansktopområdet og langt ind i den mere krævende singer-songwriter-musik, og som har besunget dansk virkelighed med et let samfundskritisk og humoristisk blik. Bjerregaards musik nærmer sig noget, man har hørt på danskpopområdet og lader sig musikalsk inspirere af countryen og folkemusikken.

Bjerregaard er ikke nogen stor sanger, men synger ligefremt med sit næb om de skæbner, der bag deres pæne overflade gemmer på problemer, nederlag, frustrationer og meget mere. Lige fra den far, der forsøger at løbe væk fra sine bitre livserfaringer, brudgommen, der har fået lidt kolde fødder på den store dag, den øretæveindbydende single-mor eller kønsidentitetsforvirrede unge mænd. Akkompagneret af sit eget kompetente, akutiske guitarspil , Anders Kirkegaards elektriske guitar og steel guitar, Peter Bjerrings kontrabas, Rasmus Lunds trommer, Nana Schwartzloses kor m.m. fremfører Bjerregaard let og ærligt sine sine fortællinger og portrætter. Undervejs i lytningen har jeg tænkt på både Peter Vest, Allan Olsen, Niels Hausgård, tresserfolkesangere, Thøger Olsen, John Mogensen og en række dansktopkunstnere. Ikke at Bjerregard ligner de nævnte. Det gør han ikke. Bjerregaard er sin egen med sine ærlige og uprætentiøse sange – og som sådan fortjener han lyttere, der sætter pris på ærlige dansksprogede, socialrealistiske og humoristiske sange, der tager temperaturen på den danske virkelighed, vi alle sammen lever i. Hermed anbefalet.

Morten Bjerregaard. Hvid Ghetto. Produceret af Morten Bjerregaard og Rumklang. Rumklang Records. Udkommer i dag.