På vej hjem fra arbejde i bidende kulde (men med varme på den lille orange) hørte jeg en debat mellem Holger K. Nielsen fra Socialistisk Folkeparti og Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Det drejede sig blandt andet om krisen i DR.  Kjærsgaards indlæg var lysende eksempler på det, jeg tidligere har betegnet som politisk ansvarsforflygtigelse. Der var ikke så meget som et gran erkendelse af, at det famøse byggeprojekt aldrig ville være blevet til noget, hvis ikke politikerne havde villet det. Det er jo ikke første gang (og sikkert ikke sidste), at store offentlige anlægsarbejder har sprængt budgetter i stumper og stykker og nødvendiggjort ekstra tilskud, dvs. skattekroner. Vi kan blot tænke på broerne. I disse sammenhænge havde politikerne ikke de store skrupler over at “sende regningen tilbage” til befolkningen, som Kjærgaard udtrykte det.
Efterhånden som konsekvenserne af DRs dårlige økonomi kommer for dagen, i kraft af DR-medarbejderes informationer, bliver det mere og mere tydeligt, at der er tale om en kulturpolitisk skandale. Derfor er det glædeligt, at fem partier – Socialdemokratiet, SF, Ny Alliance, De Radikale og Enhedslisten – nu vil have regeringen til at give DR en økonomisk håndsrækning. Men den nye skrøbelige parlamentariske situation skulle der være en mulighed for at DRs får en tiltrængt saltvandsindsprøjtning.