Nogle læsere vil måske huske, at bloggen her tidligere har været inde på temaet: rockguitarsoli. Listebyggeriet gled vist lidt ud i sandet. Og det er der sikkert gode grunde til. Men nu har det gode gratismagasin Gaffa rejst spørgmålet: Hvorfor guitarsoloen uddøde? Og det er interessant, fordi der kommer flere gode forklaringsforsøg. Samfundsforskeren Johannes Andersen, der også har en fortid som aktiv rockmusiker m.m., forklarer den manglende interesse ud fra den påståede individualisering i samfundet. Han siger: “sagen er den, at mens Jimi Hendrix åbnede for en søgende, selverkendende stil, hvor man foldede sig ud med et overjeg, er vi nu nået til en ny identitetsdannelse, hvor det er det overvejende jeg, der bestemmer. Nu søger man ikke længere; man ved nemlig præcist, hvordan man vil have tingene til at lyde…”. Hvorvidt den forklaring holder kan man jo diskutere! Mere interessant – set fra min ydmyge stol – er den tekniske forklaring: At udforskningen af guitarsoloens udtryksmuligheder – sådan som man fx så det med Jimi Hendrix’ legendariske udfoldelser – slet og ret er blevet udtømt. I en vis forstand risikerer man at blive anklaget for epigoneri, hvis man kaster sig ud i store lirende guitarkaskader. Og det sidste en kunstner vil være i dag er plagiator. Men der rumler også andre forklaringsmodeller. En mener, at de nye indie-guitarister simpelt hen ikke er dygtige nok til at kreere en ordentlig guitarsolo…

– Måske er det blot et forbigående fænomen som så meget andet i populærmusikken, og så dukker soloen op igen en skønne dag…