Tv er genudsendelsernes medie par excellence. Antallet af spillefilm, der genudsendes er legio. Og derfor kan det være svært for en filmelsker som mig at få det behov dækket ind (og – nej – jeg abonnerer ikke på diverse filmstreamingstjenester, af nogenlunde samme grunde som jeg ikke abonnerer på musikstreamingstjenester…). Men i går faldt jeg lidt tilfældigt ind på DRK kl. 22:30, hvor man viste den amerikanske film Jeg er David. Paul Feigs filmatisering af Anne Holms roman af samme titel.

Det viste sig at være en film af den slags, der ikke gør noget stort væsen ud af sig. Den fortæller en enkel historie om drengen David, der flygter fra en stalinistisk arbejdslejr i Bulgarien og begiver sig på en rejse til København for at blive genforenet med sin moder. Rejsen er også en rejse ind i menneskenes virkelighed, for David kender kun livet i fangelejren og har ikke et tillidsfuld forhold til voksne. Så det er både en rejse til genforeningen med moderen og en rejse mod det at være et menneske. Og den symbolik kan man jo lægge en masse ned i…

Historien fortælles ganske traditionelt med flashbacks til livet i lejren, hvor drengens forhistorie op til flugten fortælles i signifikante glimt. Og ellers fortælles den i scener, hvor han møder forskellige mennesker, der hver på deres måde er med til at løsne op for den lille drengs følelser og tanker. Slutningen er ganske forudsigelig. Og det er heller ikke den, der filmen seværdig. Det er den rolige fortælling og de diskrete, men fine skuespilpræstationer under vejs.

Filmen fik vist blandet modtagelse og dårlig kritik af nogle anmeldere. Jeg synes, man skal se den, fordi den er en fin lille fortælling, der ligger alenlangt fra de store, dyre produktioner, der dominerer dagens filmmarked.

Og så slutter den af med en fin lille sang af Damien Rice – som jeg næsten havde glemt…