Rock’n Roll har altid – selv om den i de senere år er blevet en etableret del af underholdningsindustrien – handlet om krop, seksualitet og grænseoverskridende adfærd. Elvis, ja, sågar Bill Haley, var en udfordring for datidens amerikanske seksualmoral, fordi de lod kroppen bevæge sig på måder, der kunne associeres til seksuelle handlinger. Men det var ingenting mod, hvad der skete i tresserne, hvor energien for alvor fik frit løb. Ikke kun i form af seksuelle attituder, men også destruktivitet. Det var i disse år, man for alvor hørte om smadrede hotelværelser og koncertsale. Man kan altid i bagklogskabens lys diskutere, hvor iscenesat Hendrix’ guitarafbrænding var eller Pete Townsends smadring af forstærker med el-guitar. Men et eller andet sted udsprang destruktiviteten også af den energi, der blev sluppet fri via det musikalske udtryk. Hvem – der kan huske så langt tilbage – husker ikke The Kinks første koncert i Danmark, hvor publikum gik amok og smadrede stole og andet indbo i en københavnsk koncertsal?
The Who gjorde om nogen destruktiviteten til en del af deres musikalske image. En overgang forventede publikum simpelthen at Townsend ville smadre sin guitar. Og bag trommerne havde de beat-musikkens svar på Muppets Animal, galningen Keith Moon, der var en maggiterning af uhæmmet energi og galskab. Nu kan man så opleve The Whos fascinerende historie på en dobbeltdvd med titlen Amazing Journey: The Story of The Who. Lige noget for capac.

Who My Generation (Marquee Club 1967) – Substitute (1966) – I Can’t Explain – Anyway, Anyhow, Anywhere (Ready Steady Go, 1965) – I Can See For Miles (sjælden optagelse)