Det er to år siden, jeg anbefalede Lysårs Frontfigur på orlov. Og nu er bandet så klar med et nyt album, Teknisk Knockout. Og heldigvis holder bandet – og frontmand (sangskriver m.m.) Thomas Ulrik Larsen – fast i konceptet med dansksprogede tekster i poprockoutfit. Det er vigtigt – synes jeg – at nogen bærer stafetten videre i traditionen for dansksproget rock. Dansk er et lille sprogområde, der er under et voldsomt pres fra det angelsaksiske sprogområde. Og derfor er det vigtigt, at nogen holder fast i vort modersmål. Og når det så sker på ubesværet og hverdagssprognært som hos Lysår, så kan en gammel dansklærer og poprockfan kun glæde sig i det små og tro på, at dansk også har en fremtid.
Og Lysår og Larsen lægger sig smukt i kølvandet på den humoristisk-jordnære tradition, der – fx hos vidt forskellige navne som C. V. Jørgensen og Shubidua – forbinder sproglegen med det let samfundskritiske og helt hverdagsnære, så der undertiden slår poetiske gnister af sprogarbejdet. Man kunne slå ned med eksempler fra alle teksterne, fx den oplagte kommentar til folkeskolen “Uintelligente børn”, hvor “spisepause” kan rime lidt på “krise”: “Kan I huske den gang spisepausen det var der vi skulle spise/ Den skal udraderes for ministeren siger at nu er der krise/ Vi kan ikke dividere og kender nærmest ingen gloser/ Til gengæld får vi flere og flere bogstavdiagnoser/
Og vi er bagud, bagud, bagud!” Eller i titelnummeret, hvor Larsen oven i købet får lidt sjov ud af besværet med at rime på dansk, samtidig med at debatten om folkeskolelærerne får en på hatten:
Sølle staveordsslave
Skide tavleakrobat
Du har alt for lidt at lave
Rejs dig op og hils på den store stat
Vi er i gang med orddiktat
Camoufleret som forlig
Kald det at jokke i spinat
Dig er vi ikke interesseret i
Og du forsvarer dig bravt
Men der er snart dømt teknisk knockout
På med ja-hat frem med fløjte
Utryghed er ikke så skidt
Hvorfor ses i øjenhøjde
Det giver genlyd når vi sparker i dit skridt
Nu skal du normaliseres
Og får du brug for et kontor
Så bliver i samlet fire og fire
For enden af kantinens køkkenbord
Vi dækker op med sauerkraut
Der er snart dømt teknisk knockout
Det rager os en brandskid at du er ved at tude
Vi koder jeres fremtid imens du er låst ude
Du er svimmel og du bløder
Du har virkelig fået tærsk
Men se her kommer frelsen i skikkelse af Mærsk
Og aldrig har vi haft det så sjovt
Hvad mon rimer på teknisk knockout
Musikalsk set dyrker Lysår en næsten klassisk poprocksang, der er popmelodiøs og har et fængende omkvæd. Samtidig har udtrykket stor variation og de enkelte numre er krydret med ekstra lag af lyd, fx brugen af strygere i sang nr. 5 “Loppetjans” eller en smuk forening af feminint kor og blæsere (i “Passiv indlæring”). Lysår kender de sidste mange årtiers rocktradition og læner sig kompetent op af den, både når der rockes igennem (som i titelsangen, der er hård rock) og i balladerne.
Samlet set lever Teknisk Knockout helt op til de forventninger, som forgængeren skabte i lytteren. Og lyttere med hang til melodisk rock og svaghed for dansksprogede tekster må uden tvivl tage Lysår til sig. Hermed anbefalet.
Lysår. Teknisk Knockout. Produceret af: Troels Alsted. DPA. Er udkommet.