Endnu et album runder et halvskarpt hjørne i denne måned. Nemlig Eric Claptons debutsoloalbum Eric Clapton. På coveret sidder en ung Clapton med en smøg og sin Fender Stratocaster Brownie og ser ganske afslappet ud. Og det billede passer ganske godt til pladens indhold. Den unge guitargud er trådt ned fra piedestalen og sammen med en lang række musikalske venner – ikke mindst Delaney og Bonnie Bramlett -Â har han lavet en plade, der lyser langt væk af at være et kollektivt projekt – selv om guitaren bestemt sagtens kan høres og sætter sig markante spor. Det er en plade, der peger frem mod alle de kommende soloplader, som Clapton siden har indspillet, og som nedtoner det impressive sologuitarspil til fordel for den kollektive musiceren. Og her på den første soloplade er det ikke kun den elskede blues, der inspirerer. Det er en buket af inspirative blomster: gospel, R&B, country, pop, halvtredser rock’n roll osv.
Da den kom ud blev den spillet i sin fulde længe på DR P3 og jeg tappede den til min B&O-båndoptager og lyttede til båndet var helt tyndslidt. Jeg kunne godt lidt – og kan stadigvæk godt lidt – Claptons tilbagelænede og lidt selvudslettende stil.