Fruen ville i biografen. Og vi endte efter kort tids granskning af repertoiret i Aarhus i en mikroskopisk sal til Woody Allens nye og 48. film Irrational Man. Og jeg må sige, at filmen helt levede op til de mange forventninger, jeg gennem årene har opbygget i forhold til Woody Allens filmmageri.

Handlingen er sådan set meget enkel. Filosofiprofessoren Abe Lucas (fornemt fremstillet af Joaquin Phoenix) ankommer til universitetet i Braylin. Og Abe er indbegrebet af en Allensk anti-helt. En mand, som livet har vendt ryggen. Han har mistet sin elskede kone til en ven, han har mistet en god ven, der blev slået ihjel i militærtjenesten og han har også mistet livslysten og -troen. Og han får så tiden til at gå med at docere sin udgave af filosofisk nihilisme over for de modtagelige studerende. Og ved siden af begæres han af en kollegas kone og en ung studine, der begge lader sig forføre af Abes livstræthed og sårbarhed. Postulatet – det Allenske postulat – er, at en på enhver måde impotent mand, der er nede på alle fire, er tiltrækkende på det såkaldt svage køn.  

Men Abe genvinder sin appetit på livet med alt hvad de indebærer, herunder erotiske forhold til omtalte kvinder. Og det, der tricker hans omvendelse er forestillingen om det perfekte drab. Sammen med studinen overhører han en konversation ved et bord i en restaurant, hvor de besøgende taler om en bestemt usympatisk dommer. Og det sætter Abe på sporet af fantasien om et drab – og realiseringen af dette drab. Men netop i fortællingen om Abes genkomst og udlevelsen af fantasien om det perfekte drab – noget der fylder i hvert fald sidste tredjedel af filmen – viser Woody Allens sig som en af filmkunstens helt store moralister. På linje med forbilleder som Bergman, de Sica m.fl. Uden af ville afsløre noget om filmens alt andet end overraskende slutning, så trækker Allen så at sige gulvtæppet væk under hele den filosofiske diskurs, som kører gennem filmens dialoger og især italesat af Abe Lucas. Ikke sådan at forstå, at Allen er anti-filosofisk. Snarere sådan, at Allens egen filosofiske og moralske tilgang til livet skinner igennem og sejrer til sidst. 

Joaquin Phoenix bærer i høj grad filmen. Ikke kun hovedpersonen Abe Lucas, men hele filmen. Emma Stone er sød som studinen Jill, men matcher – i mine øjne – ikke helt Phoenix’ fremstilling af en plaget mand. Birollerne er til gengæld godt besat, akkurat som man kan forvente, når Allen har udvalgt dem. Og man kan mærke, at Allen har mange film på samvittigheden. Fortællingen og fotograferingen er lydefri og en ren nydelse. Som altid hos Allen snakker de medvirkende konstant, men det virker helt naturligt, hvilket netop viser mesterens styrke. 

Irrational Man er allerede blevet udskreget til at være en af Allens store film. Det vil jeg overlade til andre at debattere. Men i hvert fald er det en helt vellykket Woody Allen-film. Og som det gælder for alle rigtige film, ikke mindst Woody Allen-film, så skal den helst ses i biografen. Her kommer den helt til sin ret. Hermed anbefalet alle Allen-fans – og kommende fans.