Natten til onsdag døde den kendte fodboldspiller Harald Nielsen – kaldet Guld-Harald – efter længere tids sygdom. Og det er nok lidt af en underdrivelse, at bruge tillægsordet “kendt”. For os, der kan huske længere tilbage end Europamesterskabet i 1992 og de glade dage under Sepp Piontek, så er der få fodboldspillere, der træder så tydeligt frem i erindringen som netop Harald Nielsen.
Og hans berømmelse i Danmark skyldtes ikke kun, at han giftede sig ind i underholdningsbranchen og kændiskredsen med Rudi Hansen, der var filmstjerne i Far til Fire-filmene (og i øvrigt søster til Annisette) og selv gjorde sig på det store hvide lærred i flere film, men at han ud over at være en fortræffelig center forward var med til at bane vejen for alle de danske fodboldspillere, der siden har gjort karriere i udenlandske klubber. I 1961 kom han til Bologna, hvor han var i hele seks sæsoner, inden han skiftede til Inter. Efter sigende var han dengang verdens dyreste fodboldspiller. Senere spillede Harald Nielsen også en vigtig rolle som lobbyist for indførelsen af professionel fodbold i Danmark.