Naturen er stor, forunderlig og indifferent. I nattens mulm og mørke blev capac vækket af en sær klikkende lyd. Det lød lidt, som når et utålmodigt fruentimmer med lange negle trommer med samme på et bord. Det viste sig at være gravhunden, der stod på gulvet og trippede lidt frem og tilbage, medens han kiggede på sin halvtsovende ejer. I mørket kunne jeg lidt efter se gravhundens øjne lyse og hørte nu en svag brummen. Beskeden var tydelig nok: “Jeg vil ud og jagte “damer”!”
Det lykkedes dog at få ham til at lægge sig ind under sengen en times tid endnu. Men så var det også slut. Ud af fjerene, et hurtigt bad og et endnu hurtigere glas appelsinsaft i halsen og så af sted. Først da gravhunden ved selvsyn og intens snuseri havde erfaret, at begærets mål ikke var ude, faldt han lidt til ro og kunne koncentrere sig om andre hundegøremål. Godt, man ikke er teenager mere…