Så fik jeg omsider set Ole Christian Madsens film Steppeulven. Og den har været værd at vente på. Jeg havde nok været lidt skeptisk på forhånd: Kunne man få en god film ud af historien om Eik Skaløe? Men det kunne man altså godt.

Filmen om Skaløe, der blev verdensberømt i Danmark for sit bidrag til beatgruppen Steppeulvene og – ikke mindst – deres berømte album Hip, er på mange måder vellykket. Som man kan læse i indledningen er filmen bygget frit over Skaløes biografi og efterladte skriverier. Og det er nok vigtigt at holde fast i, at der er tale om en fortolkning af et levet liv. En fiktion med andre ord. Men det betyder ikke, at filmen bare skal ses som løgn og forbandet digt. Den har faktisk noget at fortælle om både personene Skaløe og den tid, tresserne, han var en del af.

Filmen følger nogenlunde kronologisk den unge Skaløes liv – fra tiden omkring hans første møde med kvinden i hans liv, Iben, og til selvmordet, han udfører i oktober 1968 på grænsen mellem Indien og Parkistan. Og filmen, der har manus af digteren Bo Hr. Hansen og instruktøren selv, lader Skaløe føre ordet gennem hele filmen. Det er Skaløes tekst, der bærer fortællingen. Og det er et både nærliggende og klogt valg. Og gennem Skaløes ord får vi et billede af et ungt menneske, der helt i tressernes ungdomsmodkulturelle ånd drives af en ubændig frihedstrang og -søgen. En frihedstrang, der er spaltet mellem den politiske frihedstrang, som Skaløe hurtigt opgiver eller i hvert fald nedtoner, og den indre frihedstrang. Som filmens undertekst fortæller: For at ændre verden må du ændre dig selv. Og det bliver en slags rød tråd for Skaløe.

Han starter med at protestere mod atomkraft og får tærsk af politiet for at sætte plakater op. Dernæst er han overbevist om, at forandringen skal sket gennem forandringen af en selv. Men fortællingen om denne stærke frihedstrang, der greb mange unge dengang, er også fotrællingen om de illusioner, der bar den. Fx illusionen om den absolutte frihed. Hurtigt viser det sig, at friheden kun findes i forhold til nogle grænser. Den absolutte frihed er en umulig drøm – eller (måske) døden. I livet har friheden sine grænser. Det illustreres på smukkeste vis i filmens helt centrale tema: kærligheden mellem Eik og pigen Iben. De vil begge friheden – også i deres kærlighed. Men får begge at mærke, at kærligheden er alt andet en nogen absolut frihed. Ja, at kærligheden måske i virkeligheden – i hvert fald filmens virkelighed – er en uovervindelig ufrihed.

Til gengæld viser filmen måske også, at kærligheden er langt stærkere end frihedstrangen. Kærligheden overkrider nemlig en lang række grænser. Og det illustreres smukt i den scene, hvor Iben – efter at have fundet en varig plads i livet som skuespiller på Odinteateret i Holstebro og en ægtemand i teaterverdenen – siger farvel til Eik, der er på vej mod Østen. På vej ud af den restaurant, hvor det mødes, vender hun sig om og siger: Jeg elsker dig Eik. En kærlighed, der er stærkere end Friheden. Og også på den måde er filmen et barn af tressernes rebelske ånd: All you need is love.

Filmen er også vellykket på det biografiske plan, fordi den punkterer myten om Skaløes tid i Steppeulvene. Tiden omkring denne beatgruppen fortælles loyalt og overbevisende. Men filmen fortæller også en helt anden og vægtigere historie om Skaløe, der har et langt større og vigtigere projekt end sangskrivningen, nemlig den roman, “Bien”, han vil skrive og arbejder på lige til det sidste. Han når dog ikke at blive færdig med den. Den forbliver et (uudgivet) fragment. Og måske kan man driste sig til at opfatte dette projekt, som det egentlige frihedsprojekt: kunsten, romanen eller digtningen som det sted, hvor friheden for alvor er mulig, selv om det kun er i ufuldstændig form? Sådan vælger jeg i hvert fald at læse historien om Eik.

Filmen er velfortalt og loyal over for hovedpersonen, hans miljø og den tid, han lever i. Man mærker, at manusforfatterne har  haft både sym- og empati, da de skrev deres historie.  Og derfor får man et troværdigt billede af både Skaløe, hans miljø og tresserne. Og det er en stor kvalitet i en tid, hvor netop den tid betragtes som politisk ukorrekt og lægges for had i mange kredse. Enhver, der interesserer sig for tresserne som modkulturel periode, bør se denne film. Hermed anbefalet.

PS. Filmen har et lydspor, der dels rummer originalt soundtrack og dels en række numre fra den tid – med navne som Alrune Rod, Beefeaters og selvsagt Steppeulvene. Desværre er soundtracket ikke udgivet. Det kunne det godt fortjene. Men det er også den eneste anke, jeg har over filmen.