Jeg er et fjols til at gå i biografen for tiden. Og det betyder, at jeg går glip af store filmoplevelser. Således havde jeg planer om at se min yndlingsinstruktør Mike Leighs seneste værk Mr. Turner – om maleren J.M.W Turner (1775-1851) – i forvisning om, at hvis nogen i denne verden kunne lave en film om en maler, så måtte det være Mr. Leigh. Men jeg nåede det ikke, inden den var pillet af lærredet i de lokale biografer.

Og så der jo kun the next best thing: DVD-, Blue Ray-teknologien og on-line-streamingen. Og da jeg for nylig har erhvervet mig muligheden for sidstnævnte, så blev det pludselig muligt at se Mr. Turner i HD-kvalitet. Og som sagt så gjort.

Og filmen lever helt op til mine allerhøjeste forventninger. Men den imposante skuespiller Timothy Spall (kendt fra flere nyere fantasyfilm blandt andet) i sin vel nok største og mest overbevisende rolle som Turner fortæller Leigh i sit helt eget sprog historien om denne berømte malers liv, levned og død. Og typisk for Leigh, så vælger han ikke de nemme løsninger. Vi får således ikke en kunsthistorisk tilgang, hvor hovedvægten er lagt på det, der foregår ved lærredet, men snarere et decentreret perspektiv – rettet mod alt der, der fører frem til penselstrøgene.

Truner fremstilles som en kunstner par excellence. En mand, der – ikke uden en klar parallel til Leigh selv – tydeligvis lever og ånder (for) sin kunst. De mennesker, han omgås, spiller en yderst perifer rolle. Lige fra husbestyrerinden, der sørger for at Turner opretholder livet – og står model til et enkelt samleje, til ex-konen og døtrene, hvis besøg Turner kun modvilligt accepterer. Ikke engang et nyt barnebarn og en af døtrene for tidlige bortgang synes at bekymre ham. Den eneste figur han har en vis nærhedsrelation til er faderen, der bor hos Turner og arbejder for ham – køber materialer og mad, barberer ham og så videre. Og så den enke, han sidst i livet vælger at leve sammen med.

Nej, det er kunsten, livet gælder. Og i en fin scene afslører Turner, hvor meget kunsten virkelig betyder for ham. En industrimand opsøger ham og kigger på hans billeder – og vil købe dem alle sammen for 120.000 £ (rigtig mange penge dengang…). Manden har skabt sin formue ved at sælge pennespidser og vil forsøde sit liv ved at købe noget, han kan lide. Og han kan lide Turners malerier. Men – Turner afviser blankt tilbuddet – for han vil donere sit værk til det britiske folk, der skal kunne nyde billederne uden at betale for det. Og sådan tænker en idealist. Turner er idealist, når det kommer til værket.

Ellers følger vi Turner, der bruger meget af sit aktive liv til at hente inspiration fra rejser og ture, hvor han med sine skitsebøger indfanger alle de detaljer, der skal indgå i billederne. Han går endog så langt som til at lade sig binde i masten på et skib for at kunne opleve vejrliget. Selv på et bordelbesøg, hvor han deler værelse med en ung prostitueret, bruger han tiden på at male hende liggende på sengen – og på at bryde ud i gråd, der nok er udløst af den store æstetiske oplevelse, han har ved at skitsere pigens krop. Han har et eminent blik for det æstetiske. Det illustreres også af en lille scene, hvor han sidder i stuen hos den kvinde, han lejer et værelse af og som han siden flytter sammen med. Og han komplimenterer hende for hendes dybe skønhed og sammenligner buen på hendes næse med den tilsvarende bue på en klasisk statue. I små scener og momenter i filmen viser Leigh, at Turners blik på virkeligheden er den inkarnerede kunstners blik. Og det styrer ham hele vejen gennem livet.

Og Leigh fortæller historien på sin egen utvungne facon, hvor man ikke fornemmer nogen præmis eller noget stramt defineret plot. Og i et smukt farvevalg, der både indfanger tiden og noget af tonen i Turners malerier, som man for det meste kun ser på afstand.

Timothy Spall spiller Turner så overbevisende, at man forledes til at tro, at sådan må Turner have været og set ud. Og han får smukt modspil af de mange andre figurer i filmen, der helt lever op til britisk teater- og filmkunsts høje niveau for skuespilpræstation. Med Mr. Turner har Mike Leigh ikke blot leveret en værdig opfølger til mesterværket Another Year , men endnu et mesterværk i sin helt egen ret. Og har endnu engang demonstreret, at han hører til den lille udvalgte skare af unikke filminstruktører, der ikke lader sig drukne i filmindustriens kommercialisme og holder den kunstneriske fane så højt som muligt. Hvis man elsker film – filmkunst – er denne film ikke til at komme uden om.

Â