London-kvartetten Wolf Alices debutalbum My lvoe is cool, der udkommer i dag, har været ventet af mange. For bandet er allerede for længst blevet hype. Ud over at de har optrådt herhjemme for nylig har de fire – Ellie Rowsell, Joff Oddie, Joel Amey og Theo Ellis – gjort sig bemærket med et par EP’er, bla. a. Creature Songs (2014), og diverse lovprisninger og udmærkelser i internationale musikmedier.

Og albummet har dag også været ventetiden værd. Hvis man sætter pris på den lidt uhåndgribelige og uhåndterlige genrebetegnelse indierock, så leverer Wolf Alice med det nye album et godt bud på, hvordan indierocken kan lyde anno 2015. Med 12 sange, der hver for sig har kvaliteter til at brænde sig godt og grundigt fast i hjernens erindringslag, demonstrerer Wolf Alice, at de forpligter sig på indierockens fornemmelse for den gode popmelodi og kan levere den. Dernæst viser gruppen, at de ved hvilke skuldre de står på. Her er mindelser af såvel The Stone Roses (fx “Giant Peach”), Blur, moderne folk (“Turn to dust”) og den uudryddelige punk-garage-rock, der igen og igen stikker sit beskidte fjæs frem.

Ellers udmærker Alice Wolf sig ved Ellie Rowsells skolepigekønne, men også sensuelle stemme, der er det soniske centrum på de tolv sange, hvor hun behersker både det blide og det rå.

My love is cool er et klassisk debutalbum i den forstand, at det lader gruppens inspirationsbaggrund skinne tydeligt igennem, hvorfor gruppens egen stil måske heller ikke helt er faldet på plads endnu, selv om den tydeligvis er i støbeskeen. Sagt på en anden måde, så er albummet en plade, der rummer løfter om endnu større bedrifter på kommende plade. Talent i svøb, der blot skal modnes lidt. Så er den der. Hermed anbefalet.

Wolf Alice. My love is cool. Dirty Hit Records. Udkommer i dag.