Overskriften er planket fra en artikel i Berlingske Tidende og dækker over, hvad man kunne kalde en ikke-nyhed. Samtidig med, at regeringen fører en arbejdsmarkedpolitik ud fra devisen “der er mangel på arbejdskraft” og “alle skal stå til rådighed”, også dem, der har passeret de 50, er gået på efterløn og endnu ikke er blevet 70, så forhindrer fordomsfulde, forstokkede arbejdsgivere det såkaldt “grå guld” i at blive på arbejdsmarkedet og – hvis de allerede er røget ud i ledighed – at komme ind igen.
Capac har skrevet om det før. Spørgsmålet er, om vi som samfund kan finde os i, at en stødt voksende procentdel af befolkningen på grund af dybt forældede fordomme holdes ude fra arbejdsmarkedet? Og at arbejdsmarkedspolitiken – på ledighedsområdet – er indrettet, som om verden så anderledes ud?
En af de såkaldte “økonomiske vismænd”, Michael Roshold fra århus Handelshøjskole, mener, at forklaringen på arbejdsgivernes konservativisme skyldes efterlønsordningen. Det koster at oplære en ny medarbejder, og hvis der er udsigt til, at vedkommende snart går på efterløn, så fravælger man vedkommende. Argumentet er svagt. Danskerne verdensmestre i at skifte job. Ikke mindst de unge. Risikoen for at investere i en arbejdskraft, der kun bliver i virksomheden i en kort periode, klæber ikke kun til ældre mennesker, men er et alment vilkår. Dertil kommer, at langt fra alle voksne arbejdssøgende ønsker at gå på efterløn – eller har en efterlønsordning. Endelig må man sige, at det er og forbliver en uacceptabel fordom over for voksne mennesker. Lige som det er uacceptabelt at diskriminere kvinder i den fødedygtige alder, folk med ikke-danske navne og mørk hud osv.
Hvor er politikerne i denne sag?