Skilsmisser kan få det værste frem i mennesker – og gør det ret ofte. I Ulf Lundells tilfælde resulterede en skilsmisse i en flot plade, dobbeltalbummet Den vassa eggen (1985). Men nu har han også brændt fingrene ved at gå ind i en polemik med sin egen datter Sanna. Datteren har skrevet en bog Djävulsdansen – bli fri från medberoende, hvor hun kritiserer farmand for at forlade familien. Og på sin egen blog har Ulf så taget til genmæle – uden i øvrigt at have læst bogen (eller have til hensigt at gøre det nogensiden…). Og balladen er – selvfølgelig – hvirvlet op i de svenske medier, der akkurat som de danske elsker at snage i folks privatliv.
Og måske har Lundell allerede læst noget. En påtænkt bog, der skulle give Ulfs version af skilsmissen, er skrinlagt og han tilføjer: “Jeg burde måske gå til en terapeut og lade mig behandle for den posttraumatiske stress, som jeg bærer på, forårsaget af den der periode”. Nej, skilsmisser er ikke for begyndere – og bliver sagen først genstand for overfladiske, historieløse mediers graven og granskning, så går det som oftest helt galt…