I det lokale supermarked kom jeg i tanke om de butikker, der lå og i nærheden af min barndoms gade. Det var i årene før supermarkederne kom til.

På hjørnet af esbjergensiske Sjællandsgade og Nygårdsvej lå Slikmutters lille mejeriudsalg, som jeg tidligere er hensunket i minder over. Det samme gælder smørudsalget i Strandbygade.

Over for Slikmutters butik lå en slagterforretning. Den var lidt større, men ikke meget. Her handlede min mor nu og da. Og jeg var med flere gange og så, hvordan slagteren forvandlede skært kød til fars på sin blanke hakkemaskine. Kødet faldt i klumper ned på det særlige fedtafvisende hvide papir, hvorefter det blev pakket ind, først i det hvide papir og derefter i brunt slagterpapir. Slagteren var i sin hvide kittel, og der var en særlig lugt af frisk kød og røgvarer som stadigvæk kan kaldes frem i min erindring.

I Sjællandsgade – på stykket mellem Nygårdsvej og Nørregade – lå der flere småbutikker. Et lille stykke fra slagterforretningen lå en skomagerbutik nede i kælderen. Man skulle ned ad tre-fire trapper og ind gennem en snæver, lav, mørkegrøn dør. Her blev jeg flere gange sendt ned for at få forsålet nogle sko. Enten mine egne eller forældrenes. Der var lidt mørkt i rummet, og man blev mødt af en lugt af læder, fedt og lim. Et par gange oplevede jeg, at skomageren gjorde sit arbejde, medens jeg ventede. Så kunne jeg se manden skære det tykke, mørkebrune læder med bogstaver på den ene side til, efter at det var blevet limet fast på hælen. Derefter sleb, pudsede og farvede han det – og satte eventuelt en lille, halvmåneformet metaldims på, så hælen ikke blev slidt såhurtigt. Man kunne mærke og høre metaldimsen, når man gik på gaden. På en hylde bag ham stod det ene par slidte sko efter det andet og ventede på at ejeren skulle komme og afhente dem. Skomageren selv sad på en lille skammel med sit forklæde på og bøjede sig ned over sit arbejde.

Lidt længere ned ad Sjællandsgade i retning af Nørregade lå et andet mejeriudsalg. Ikke ret stort. Og jeg husker det især, fordi de solgte kandiserede æbler om sommeren. Når man gik hjem med sådan et æble på en pind, løb det røde sukkerstads ned ad pinden, og man fik klistrede fingre. De kandiserede æbler smagte himmelsk, og det var en stor fryd at sætte tænderne i det størknede sukker, der klæbede til tænderne, når man bed igennem det tykke lag.

På modsatte side lå en købmandsforretning, hvor vi handlede en gang imellem. Min mor havde en kreditbog hos en anden købmand nogle gader derfra, så derfor var det kun undtagelsesvis, vi kiggede indenfor. På erindringsbillederne er det især de store, skinnende kaffemøller i vinduet, der træder tydeligt frem. Imponerende flotte var de, og hver dag, når jeg gik til skole, kunne jeg se op på dem.

På hjørnet af Sjællandsgade og Nørregade, ikke ret langt fra købmandsbutikken, lå endnu et mejeriudsalg. Det var lidt større end Slikmutters, men ikke meget. Jeg mindes ikke nogensinde at have sat mine ben i den forretning. Men i gymnasiet kom jeg til at gå i klasse med datteren til den daværende ejer.

Og så var der – for enden af Sjællandgade, beliggende i Nørregade – en lille kiosk, hvor jeg købte de fleste af mine popblade, da det blev interessant. Her købte mine forældre også tobak og ugeblade. Bestyreren var en venlig, voksen mand, der altid spurgte interesseret til det, man havde købt. Hvilket irriterede mig gevaldigt – dengang. Butikken var ikke ret stor. Heller ikke udvalget. Men kioskejeren var flink til at tage ting hjem til butikken, hvis man ønskede det.
Alle disse småbutikker er selvfølgelig væk i dag.