Vi skal tilbage i tiden – til capacs barndom i Esbjerg. Takket være en Facebook-gruppe, der dyrker nostalgien vedrørende barndomsbyen Esbjerg, er dette unikke foto fra barndommens gade dukket op. Fotoet viser noget af gadekrydset mellem Nygårdsvej – hvor capac boede – og Sjællandsgade. Et gadekryds af stor betydning, fordi det gav plads til “ismutter”. På hjørnet til højre ser man en lille trappe. Den førte ind til det nærmeste “ismejeri”, hvor “ismutter” – en ældre kvinde (med forbehold for min daværende alders fordomsfuldhed…) – regerede og stod for salg af tidens mælkeprodukter og et lille udvalg af is og slik. Det var barndommens slaraffenland. Det var her, der blev købt is fra Premier is (blandt andet røde, gule og grønne sodavandsis, flødeis med kandis, eksimois og “ishuse”, når det gik højt) og lidt slik, f.eks. lakridsstænger.
På det modsatte hjørne kan man skimte lidt af slagterforretningen (Theilgaard) og lidt nede ad Sjællandsgade i en kælder befandt den lokale skomager sig. Ham besøgte jeg flere gange for at for forsålet mine forældres og mine sko. Jeg husker endnu en venlig mand og lugten – eller skulle jeg skrive: duften – af læder og lim. En svunden tid. Jeg er dybt taknemmelig for dette gamle sort-hvide foto, der må være taget fra en lejlighed i Nygårdsvej 125 (cirka). Tak til Mogen Matthiesen for fotoet.
PS. Og så kom jeg lige pludselig bort fra den lille historie, jeg ville fortælle.
Engang fik vi drenge den slemme idé, at vi ville snyde ismutter – også kaldet slitmutter. En af drengene (navnet holder jeg for mig selv) have fået en udenlandsk mønt af sin far. Den lignede meget datiden femkrone og så udtænkte vi os den drengestreg, at vi ville købe is for fem kroner hos slitmutter. Den hoppede den gamle dame nok på, tænkte vi. Og som tænkt så gjort. En af drengene blev sendt over i butikken. – Og han kom ganske vist tilbage med favnen fuld af eskimois. – Men, men. Til historien hører så, at den pågældende dreng med møntet siden fik at vide af sin far, at mønten var en hollandsk mønt, der var meget mere værd en fem kroner… Så må sket retfærdigheden alligevel fyldest dengang for mange år siden…
@AagePK: Jovist, ishus var det. Og du kan se et foto af det lille paphus med is på Esbjerg Kommunes Billedarkivs side. Følg linket her.
Ishus? Aldrig hørt før. Men Far ville engang give en iskage, i Fjellerup, i sommerferien. Vi gik langt, og længere endnu; men ismanden havde ingen iskager, damen i konditoriet heller ikke; så vi fik en eskimo.
PÃ¥ vej hjem kom vi forbi Palle Ismand, der sad to venner og gumlede pÃ¥ isvafler:” Det var da sÃ¥dan nogle, jeg bad om?” “Jamen, de hedder da wafler!”
Men er et ishus måske det, man i Danmark kaldte en amerikaner: vaffel, is, guf, syltetøj og et negerkys trykket godt ned i møget? DE var sjældne for en lille sydslesviger som mig.
@Donald: Jo, jeg husker mange små butikker, men lige her gælder det de nævnte. Og det, der er åbenbaringen for mig, er at se et foto af de butikker, der ellers kun eksisterer i min erindring. Og erindringer er ikke altid helt pålidelige. Så det er dejligt, når sådan et foto dukker op. Det er i det hele taget en af fordelene ved internettet, at sådan noget nu bliver muligt og nemt.
Jeg husker også ismejeriet, og isskabet hos legekammeraten, om sommeren købte man en kvart stang is fra isfabrikken, og bar den, indpakket i avispapir, hen til kammeraten. Jeg husker de små forretninger hvorom jeg ofte tænkte, at hvis min mor havde sådan en, så ville vi være rige. Senere fandt jeg ud af at det ville vi nok ikke alligevel. I 1963ca. fortalte skomageren mig, at nu havde han lukket skomagerbutikken. Der var ingen, som brugte skomageren mere, man smed skoene væk i stedet for at forsåle dem.
Husker du også blikkenslageren? Og materialisten, isenkræmmeren, boghandleren, fiskehandleren, den blinde børstenbinder? Havde I også en kernmand, som lavede ting i galvaniseret metal? Et jernstøberi, som lå mellem beboelserne, og en lille tømmerhandel? Alle de små forretninger er væk, og priserne på de forskellige ting er faldet betydeligt som følge af rationalisering, alligevel savner vi den lille forretningsgade, måske fordi vi ønsker, at man skal kunne klare sig selv ved at tage et initiativ?