For øjeblikket lytter jeg til Paul Simon. Og i dag lyttede jeg til hans første soloplade The Paul Simon Songbook. Jeg tror ikke, jeg tidligere har lyttet til den i dens helhed. Og det er en oplevelse af de bedre. Vi er tilbage i 1965, hvor Simon er 24 år og indspiller pladen i London. Simon rejste rundt i Europa dengang – og besøgte blandt andet Danmark – og vakte nogen interesse blandt europæiske tilhængere af folk. Og så blev pladen indspillet. Siden – i 1969 – bad Simon om at få slettet pladen, angiveligt fordi han ikke var tilfreds med den.

Det er da også en – primitivt indspillet plade – hvor Simon fortolker nogle af sine sange bare med sin stemme og guitar. I følge anekdoterne så var der bare en mikrofon til både guitar og stemme. Altså discount. Simons distanceren sig fra pladen er at sammenligne med digteres frasigen sig debutbogen. Forståeligt og et udtryk for, at man siden hen har nået et format, der bedre lever op til ens ambitioner og drømme. Men også uforståeligt, når man kan høre de fine og dybe sange, Simon havde skrevet som ganske ung. Sange som “I am a rock”, “The Sound fof Silence” og “April comes she will”. En stor sangskriver i svøb. Og sangenes kvaliteter lader sig ikke skjule af det primitive arrangement, der var råd til dengang i 1965.