I politik er hukommelsen som bekendt kort. Derfor kunne man, da valgresultatet forelå, gribe sig i at klø sig i håret og undre sig over Socialdemokratiets ikke-sejr. Helle Thorning Schmidt havde da gjort en god figur! Hvorfor fik liste A så deres dårligste valg siden begyndelsen af forrige århundrede?
Måske finder vi en indirekte forklaring i de forhandlinger om de offentlige ansatte, som lige er blevet gennemført, og hvor Socialdemokratiet har indgået – med tilfredshed – en aftale med regeringen. Socialdemokratiet var et af de partier, der lovede “guld og grønne” skove over for omsorgsmedarbejdere og andre offentligt ansatte, da protesterne bredte sig over det ganske land. Men resultatet er humbug. Eller med SF-leder Villy Søvndals ord: et fatamorgana. I aftalen fremrykker man en lønregulering, og det kan – for en overfladisk betragtning – ligne et lønløft. I realiteten er den disponible årsløn den samme. Som i vittigheden med kapitalisten, der fodrer sin hund med dens egen hale, så fodrer Socialdemokratiet sine vælgere af med deres egne penge, ren politisk hokus-pokus. I sin iver efter at komme til magtens fad og i sin bestræbelse på at fremstå som “ansvarligt” regeringsparti in spe svigter partiets top sit eget vælgergrundlag. Der er ikke grund til at tro, at Socialdemokratiet vil gå meget frem ved et kommende valg… Partiet løber fra et vigtigt valgløfte. Akkurat som det var tilfældet, da Poul Nyrop Rasmussen pillede ved efterlønsordningen. Og den slags svigt har en høj pris. For vælgerne er ikke dumme og husker den slags rævestreger. Om ikke andet…