Tv er et genudsendelsesmedie. Stort set alt genudsendes før eller siden. Og det gælder ikke mindst spillefilm. Så der er, mellem os sagt, langt mellem snapsene, hvis man ønsker at se en film, man ikke har set før. Men i går aftes lykkedes det omsider at falde over en film, jeg kun havde hørt sporadisk om. Nemlig Mike Mills Beginners (2012). Af omtalerne havde jeg opsnappet en information af betydning, men den, at birolleindehaveren Christopher Plummer have fået en Oscar for sin præstation.

Og det er da også ganske forståligt. Christoffer Plummer spiller den 75-årige far til hovedpersonen Oliver (Ewan McGregor). Oliver, der er sidst i trediverne, har svært ved at få sit liv til at falde på plads, ikke mindst med hensyn til det smukke køn, som han af en eller anden grund har svært ved at holde fast på. Og det sidste hænger muligvis sammen med et andet forhold, nemlig det, at hans far efter et langt og godt ægteskab med Olivers moder, der er død af kræft et par år tidligere, springer ud som bøsse. Faderen Hal har vidst at han var bøsse siden den tidlige pubertet og moderen vidste det også, og hun mente det var et problem, hun nok kunne ordne.

Efter Hals død af kræft reflekterer Oliver over sit forhold til faderen, moderen og over, hvad opvæksten har gjort ham til. Og med på rejsen får han den unge franske skuespillerinde Anna (Melanie Laurent), der med sit omflakkende skuespillerliv sætter Olivers kærlighedsliv på prøve. Gennem en række flashbacks oprulles Olivers liv med forældrene og faderen Hals efter-ægteskabelige liv som aldrende homoseksuel. Og sammen med Anna og med papir og tegneværktøj forsøger Oliver at få lidt styr på sig selv og sit liv.

Jeg har set filmen omtalt som romantisk lystspil, men synes, det er skudt ved siden af. Ganske vist er der romantik (Oliver og Anna, Hal og vennen Andy), og ganske vist munder den ud i noget, der kan beskrives som en slags happy end a la amerikansk lystspiltradition. Men stemningsmæssigt ligger filmen langt fra munterheden i de gængse lystspil. Stemningen er snarere let melankolsk med en underliggende humor, der kun skinner svagt igennem nu og da. Det er med andre en film, der vil mere og andet end blot at underholde. Med sin fortælling vil MIke Mills, der også har skrevet manus, engagere publikum i personernes komplicerede liv. Og det lykkes i kraft af de fornemme skuespilpræstationer, der leveres. Langsomt, men sikkert, trækker skuespillerne publikum ind i Olivers og de andres følelsesmæssigt og på enhver anden måde komplicerede liv, der ligger meget tæt på det levede liv den for biografsalen. Og det er filmens styrke, at den så at sige gør et almindeligt, kompliceret liv underholdende. Man får ikke nogle nemme svar – fx på, hvorfor Oliver har haft det så svært med kærligheden – men tingene falder stille og roligt på plads gennem en række antydninger og hændelser. Sådan som det også ofte foregår ude i det virkelige liv.

Beinners er en lille film, der sikkert ikke har kostet en herregård at producere, og som ligger behageligt langt fra Hollywood-underholdningen og fungerer som et nødvendigt supplement til dennes urealistiske optimisme.  Og det er en film, man kun kan unde filmelskere at se.