Det er en noget mere indadvendt, næsten meditativ, udgave af Beth Hart, vi møder på coveret til hendes nye album Better Than Home – end den forføreriske dame, der prydede forgængeren Bang Bang Boom Boom fra 2012. Og dette coverindtryk passer ganske godt til indholdet på den nye plade. Beth Hart er blevet 42 år og alderen har måske spillet en rolle i de langt hen selvransagende og åbenhjertige sange, Hart denne gang diverterer med.

Her er sange om at rydde op i skabet med fortidens skeletter, sange til moderen, faderen og sågar den elskede ægtemand. Sange, hvis ærlig- og hudløshed står til troende – og bliver ret overbevisende, når de fremføres med Harts velkendte, kraft- og følelsesfulde stemme, der er helt sin egen, men til tider kan minde denne lytter om en Janis Joplin i sit mest ekspressive hjørne.

Better than home er en slags midtvejsstatus i kvinden Beth Harts liv. En status, hvor hun ikke er fyrre, fed og færdig, som talemåden vil det, men hvor hun rydder op i sit liv, ranker ryggen, skyder brysterne frem og ser livet i øjnene med appetit og lyst. Måske er det derfor heller ikke helt og aldeles tilfældigt, at musikken på denne plade især bringer den klassiske soulmusik frem i associationsrækkerne hos undertegnede. Musik, der har rødderne helt nede i den bekendende og hverdagsrealistiske bluesmusik, samtidig med at den læner sig kælent op af den spiselige hitlistepoplyd. Men der er også mere renlivet poppede sange som fx den flotte ballade, der udgør titelsangen. En sang, der på smukkeste vis skriver sig ind i række af flotte popballader, som amerikansk har været rig på.

Better than Home er en overbevisende Beth Hart-plade, som gamle fans nødvendigvis vil tage til deres musikhjerter. Det er en plade, der viser en moden, voksen Beth Hart med sin udtryksfulde stemme i behold og med indbyggede løfter om flere plader i næste fase af livet.

Hermed anbefalet.

Beth Hart. Better than Home. Mascot Music Production. Udkommer i dag.