Med skam må jeg meddele, at jeg ikke har været i biografen alt for længe. Til trods for, at der har været gode tilbud nok og jeg i julegave fik et gavekort til flere biografbesøg. Måske er jeg bare blevet for tung bagi og har ladet arbejdet veje for tungt.

Nuvel. Kommer man ikke af sted i tide, så må man ty til digitale medier som DVD’er, Blue-Ray og .streamingtjenester. I tilfældet My Old Lady af Israel Horovitz – dansk titel: Min lejlighed i Paris – endte det med, at jeg købte DVD’en til fuld pris, fordi den lige er udkommet.

Det var mest Maggie Smith, der havde vakt min interesse. For hun har aldrig været bedre, end hun er her i sit livs efterår. Og det siger ikke så lidt. Så da jeg læste om hendes rolle som besværlig ældre dame i en stor, fransk lejlighed, så var jeg ikke i tvivl. Det kunne ikke gå galt.

Filmen er en charmerende bagatel, der er bygget op omkring en fransk specialitet på ejendomsområdet. Viager hedder specialiteten og betyder: Man køber en ejendom af en person. I stedet for at betale med engangsbeløb og lånearrangementer, så betaler man et månedligt afdrag til sælgeren. Det betyder, at m an er tvunget til at vente med at overtage huset, indtil sælger afgår ved døden. I filmen får den sære ordning et ekstra tvist, fordi hovedpersonen Mathias Gold (spillet af Kevin Kline) arver lejligheden af sin far – men med indhold i form af gamle Mathilde Girard (Maggie Smith) og hendes voksne datter Chloé (Kristin Scott Thomas).

Amerikaneren Mathias – kaldet Jim – kommer anstigende fra USA for at overtage lejligheden. Han er blanket af efter tre skilsmisser og har oven i købet et alkoholproblem som balast. Og til hans overraskelse – ja, chok – bliver han blot stillet over for et krav om en månedlig betaling til fru Girard på 2400 euro.

Men – viageren er blot et påskud, en mcguffin, for at fortælle en lille og såre banal historie om en amerikansk mands møde med fransk, ja europæisk (for fru Girard er englænderinde), og – lad os bare afsløre det – med romantikken. Den voksne romantik.

Jim får allernådigst lov til at flytte ind i et af lejlighedens mange værelser – mod passende betaling – og starter sin kamp for at få solgt lejligheden. Det giver anledning til at masse små morsomme episoder og en masse forviklinger. Det viser sig nemlig snart, at Jim og fru Girard er meget tættere knyttet til hinanden, end de vidste. Jims afdøde far var nemlig fru Girards hemmelige elsker og store kærlighed. Og denne kendsgerning giver anledning til mange granskninger af begges fortid.

Jeg skal ikke afsløre, hvordan historien slutter – bortset fra det forhold, at Jim ikke får solgt sin lejlighed. For det er vejen derhen, der er interessant. Og vejen er et regulært kammarspil, hvor de tre skuespillere viser sig fra deres bedste sider. Maggie Smith lægger endnu en alen til sit format, selv om man ikke skulle tro, det var muligt. Og hun passer som fod i hose til rollen som den gamle og meget engelske engelsklærerinde med den heftige ungdom. Og Kevin Kline er behageligt afdæmpet og uhollywoodsk i sit spil over for de to damer. Kristin Scott Thomas er bedre, end man har set hende længe og viser, at hun virkelig har noget at byde på, når blot hun får den rigtige rolle.

Filmen er en lille (a)moralsk fortælling om livets uforudsigelighed og ustyrlighed. Der sker ikke meget på handlingsplanet, til gengæld sker der alverden på replikplanet. Livshistorier foldes ud og vikles ind i hinanden på den mest charmerende og forførende vis. Og filmen, der er en engelsk-amerikansk-fransk coproduktion, fremstår som den hybrid den er. Her er både noget umiskendeligt fransk over fremstillingen af den franske mikromiljø, noget ureducerbart engelsk (i kraft af de to brillante englænderinder) og noget amerikansk i kraft af Klines ramponerede anti-helt.

Som sagt en lille bagatel, men af den slags, der bliver ved med at pusle i hovedet på en, længe efter den er oplevet. Hermed anbefalet.