Når man er vokset op i en tid, hvor Jørgen Ingmann solgte sine guitarkurser via små kuponer i et ugeblad, så er der næsten noget ironisk over at læse, at han selv skulle ende sine dage ved at sove ind ved sin computer. For Jørgen Ingmann hører en anden, førdigital tid til.

Torben Bille kaldte ham – i forbindelse med  hans 85 års dag – meget rammende for ‘den første danske guitargud’ og tænkte på dengang i 1961, hvor Ingmann gjorde Elvis og andre af tidens store navne rangen stridig på den amerikanske hitliste med en flot 2. plads med nummeret “Apache”. Ikke engang Aqua, der nåede en syvendeplads med “Barbie Girl” mange år senere, kunne ændre på den flotte musikhistoriske præstation.

Torben fortalte også i korthed historien om Ingmanns løbebane til dagbladet Politiken – og tillad mig at citere: ”

“Efter realeksamen i 1941 blev Ingmann piccolo hos musikforlaget Wilhelm Hansen og derpå kontorelev hos F. Bording, et af tidens største trykkerier. Han sparede op, og investerede 45 kroner i en guitar. Som barn havde han lært at begå sig på en violin, og da han tog et kursus i klaverspil stod han teknisk bedre rustet end de fleste. Musiker og musiker imellem begyndte man at tale om hans talent for at forene melodi og improvisation. Bent Fabricius-Bjerre var en af de første, der spottede ham. Det samme gjorde Børge Roger-Henrichsen. Få uger uger før læretiden udløb tilbød han ham et tre måneders job i Randers. Jørgens far kunne ikke forstå, at sønnen sagde ja. Og tak tilmed.

Dermed fik Ingmann et visitkort, som fik Mr. Swing King til at ringe. Fra september 1948 til oktober 1958 var han med i Sven Asmussens Kvintet. Gradvist skiftede han klangideal. Fra Charlie Christian til Les Paul, der lagde navn til guitaren af samme navn. Ingmann var mystificeret af Pauls tonesprog, og nørden i ham satte sig for at afkode det. Han begyndte at trickindspille. I dag lyder det af ingen ting, men dengang krævede det, at man ikke kun skulle være god på en guitar – man skulle være mindst lige så god med en båndoptager. Sammen med civilingeniøren og studieejeren Philip Foss udviklede Ingmann en rumklangsenhed, der kunne forsinke klangene. Effekten kan høres på en række af de mange numre, han indspillede fra midt-50’erne og frem.

Den del af Ingmanns musikalske virke holdt han gang i, selv da han og hustruen oplevede størst efterspørgsel, og de indspilninger danner rygraden i det minutiøst dækkende bokssæt, der kom for fem år siden.”

Jovist. Jørgen Ingmann var en guitarpioner og foregangsmand for alle de guitareksperimenter, der fulgte i tresserne. Mange tænker nok ikke så meget over det i dag, men det fortjener at blive husket.

Ingmann stillede guitaren væk i 1984 og begyndte i stedet at male. Men lyden af hans guitar klinger stadigvæk for mit indre øre. Hvil i fred.