Skulle det ikke blive til for mit vedkommende. Arrangementet med de tre kunstnere i Musikhuset fredag den 9. oktober 2015 blev udsolgt, inden jeg kunne sige Crosby, Stills og Nash. En trio, der for er forbundet med megen nostalgi. I min studietid var vi et par kammerater, der rådyrkede musikken omkring Crosby, Stills, Nash og Young. Og min kammerat købte nærmest alt, hvad der kom med d’herrer, hvor jeg var lidt mere selektiv og foretrak Young og Stills.

Ikke mindst kvartettens berømte koncert i Falkoner Teateret den 11. januar 1970 var med til at sende dem helt op på stjernehimlen. Deja Vu – den første plade med Young – var endnu ikke udkommet, men Crosby, Stills & Nash havde gjort et stort indtryk, selv på blaserte anmeldere, ikke mindst i kraft af de tre titlebærende navnes vokalharmonier, der – som Torben Bille skarpt bemærkede – satte et stort spørgsmålstegn ved alle de danske, mandlige vokalister, vi havde dengang…

Og trioen fortsatte trods Neil Youngs mellemkomst og har udsendt plader med mellemrum. I 1991 udkom samleboksen CSN, der gav et vue over tyve års vokalekvilibrisme og sangskrivning. Siden er kommet After the Storm (1994) og Carry On (1998). Dertil skal lægges plader fra de enkelte medlemmer og fra duoen Crosby og Nash.

Trioens debutplade står stadigvæk som et strålende mesterværk fra tressernes slutår, et lydspor fra den allerede dengang hensygnende hippietid med storslåede sange som pophittet “Marrakesh Express”, “Wooden Ships”, “Helplessly Hoping” og “Suite: Judy Blue Eyes”. Sange, der var i pagt med tidsånden både med hensyn til kærlighedsbudskabet, drømmene og den nedtonende samfundskritik. Og sange, der kom til at sætte dagsordenen for hele den singer-songwriter-kultur, der flød fra den amerikanske vestkyst de efterfølgende år.