Der er noget helt igennem sympatisk over Jan Olsens første plade i eget navn, “Fairground”.
Her er ikke noget forsøg på at være hip med de hippe, ej heller noget forsøg på at sætte en ny dagsorden i musikken. Tværtom er der tale om en plade, der hviler i bevidstheden om, at det er bedst at holde fast i sit udgangspunkt og være loyal over for den musik, man er opflasket med og har fået ind under huden gennem mange år som udøvende musiker.
Og det har Jan Olsen, der er en kendt figur i det fynske musikliv, hvor han, siden har var grøn, har slået sine folder i en række bands. EP’en Fairground byder på fem sange, der overordnet set angriber det romantiske fra en maskulin vinkel. Bittersødt, usentimentalt, men også ærligt følt. Det er ikke tekster, der skiller sig voldsomt ud, men samtidig er de umiskendeligt personlige og derfor ganske vedkommende.
Og de er indlejret i et musikalsk udtryk, der emmer af cirkusliv, gøgl og musikalske roots: blues, folk, rudimentær svampet rock. Forbigående kan Jan Olsen lyde som en fynsk udgave af Tony Joe White (fx i sangen “Mr. Lee is back in town”), andre steder som Tom Waits. Men mest lyder Olsen med sin rustne, maskuline vokal som sig selv. Det er tydeligvis en plade, der er lavet con amore, mere af indefra kommende musikalsk nødvendighed end for at score kassen eller opnå berømmelse. En af den slags små plader, der tåler at bliver slidt i afspilleren og vokser lidt for hver gang. En helt igennem sympatisk plade. Hermed anbefalet.Fotoet ovenfor af Jan og den nye plade er lånt fra Jan Olsens Facebookside.
Jan Olsen. Fairground. Gateway Music. Udkommer i dag.