Klokken er lort om natten – og det går lige pludselig op for mig, at capac – altså bloggen her – fylder ni år. Med fare for at gentage mig selv, så går det godt med bloggen. Der er mange besøgende. Og det er blevet til mange indlæg. Hvad mere kan en blogejer ønske sig? For mig er det vigtigst, at bloggen holder fast i udgangspunktet. Det er en ikke-kommerciel, uafhængig og personlig blog, der afspejler forfatterens tanker, ideer og indfald. På den led tror jeg, at capac er tro mod sit udgangspunkt. Mutadis mutandis, som latinerne siger. Og foranderligheden tager jeg gerne på mig. Det er livets betingelse.

Men lad mig i dagen anledning fremhæve en enkelt ting, der til stadighed glæder mig. Det er når nye bands/solister, små pladeselskaber og små promotionvirksomheder kontakter mig, fordi de gerne vll have min mening om ny musik. Og som læserne vil vide, så gør jeg det gerne og tit. Det er en ubetinget glæde, for det bekræfter mig til stadighed i, at der er masser at talent og livskraft i musikken. Og hvis jeg med mine skriverier kan få nogen derud til at lytte med, ja så er det det hele værd.

Og det musikalske indslag på denne dag er The Band og deres “Up on Cripple Creek” fra gruppens andet eponyme album. Fordi jeg helt tilfældigt genhørte The Band og deres “The Weight”  på radioen i går på arbejde og igen måtte indse, at The Band er et rockband i særklasse.