Som lovet vender jeg tilbage til Maskinvåds nye album Sos, der udkommer i dag. Et album, der helt og aldeles lever op til de løfter, som singleforløberen “Enden er nær” (skæring 4 på pladen) gav lytterne. Mathias W. Kjeldsen (sang og guitar) og Peter Skibsted (bas, tangenter og sang) har skabt en plade, der på flotteste vis bærer den danske tradition for dansant og syng-med-egnet poprock – TV-2, Kliché, Voxpop, ja, lad os bare indrømme det -  og hele den såkaldte gymnasiepop fra firserne (Tøsedrengene, Dodo and the Dodos m.fl.). Sammen med medspillerne Lars Bech Pilgaard (guitar), Henrik Melbye (saxofon), Jakob Sørensen (trompet), Asker Bjørk (tromer) og Mads Brinch (guitar og tangenter) har duoen Kjeldsen og Skibsted genoplivet den mainstream- og hitlisteorienterede poprock, der – måske med undtagelse af TV-2 – har ligget underdrejet et årti eller to.

Det skal ikke forstås derhen, at Maskinvåds plade er letbenet eller uforpligtende underholdning slet og ret. Oven på de iørefaldende, groovy og forførende melodier danser nogle finurligt fabulerende tekster, der på egen personlig facon viderefører Steffen Brandts samtidsdiagnosticerende og mildt ironiske tekstunivers i en ungdommelig modus. Det er ikke tilfældigt, at hr. Brandt på selvfølgeligste vis medvirker på sangen “Det synger” (skæring fem).

Sos står i dimetral modsætning til de to unge alvorsmænd, der er afbilledet på coveret. Det er munterheden, danseglæde og popsangen, der er i højsædet på denne fine skive. Og den er en værdig konkurrent til TV-2s nys udkomne album Det gode liv. Og det er jo rart at vide, at der er noget, der tager over, hvis Brandt og Co. skulle finde på at gå på pension…  Hermed anbefalet.

Maskinvåd. Sos. Produceret af Mads Brinch. Sos Records. Udkommer som sagt i dag.