For mange år siden kunne jeg endnu – engang imellem – tænke, at jeg skulle lære at beherske et musikinstrument. Og hvis det ikke skulle være elguitaren, så skulle det være saxofonen. King Curtis, Karsten Vogel, Wayne Shorter, Stan Getz og andre jazz-instrumentalister havde forført mine ører med dette instruments rigt facetterede udtryk. Men sådan blev det ikke, fordi mange andre ting – studier og familieliv ikke mindst – tog min tid og førte mig et andet sted hen.

Men er saxofonen ikke et lidt overset instrument i moderne populærmusik? I det mindste hvis man ser bort fra det rolle i baggrunden af et bands eller en solists udfoldelser? Det er i hvert fald ikke hver dag man støder på en plade, hvor saxofonen er i forgrunden, sådan som det er tilfældet på Paul Sawtelle & The Brotherhood of Souls nye plade Virtueal Insanity.

Paul Sawtelle er nok et relativt ubeskrevet blad herhjemme, men han har været aktiv i musikken i over 30 år som arrangør, bigbandleder, sideman, sessionmusiker og altså også som solist. Og virtual Insanity er mig bekendt Sawtelles første plade i eget navn. Dog med den tilføjelse, at pladen selvfølgelig ikke kunne være blevet til noget, hvis ikke Sawtelle havde fået hjælp og støtte fra en lang række mennesker. Ikke mindst det fine band Brotherhood of Soul (Tommy Sandovallegos, slagtøj, Maurice Bailey, trommer, Eugene Bien, tangenter, Gerald Turner, bas og Rikk Beatty, guitar) og musikalske venner (sangerinderne Jessica Lynne, Kitt Bender og Izzy Parker, rapperen Mr. Von, trompetisten Owour Arunga, trombonespileren Greg Karmer, sangskriver og pianist Jeff Lorber og mange flere (ingen nævnt, ingen glemt som man siger). En soloplade, men også et kollektivt projekt.

Og den musik, man oplever gennem pladen rækker ud over samtidens lyd og griber tilbage til dengang, hvor den såkaldte jazzrock fik sit store gennembrud i 1970’erne med navne som Weather Report, Mahavisnu Orchestra, Mezzoforte, Spyro Gyro og mange flere. En tid, hvor elektisk fusionering af rock, pop og ikke mindst jazz var med til at sætte en ny dagsorden i populærmusikken. På godt og ondt. Og der kom mange fine plader og koncerter ud af den stuvning.

Virtual Insanity samler på en måde tråden op fra den tendens, men gør det samtidig på en nutidig facon. Hvor halvfjerdsernes jazzrock godt kunne gå hen og blive lidt langhåret, nørdet og for feinschmeckere, der er Paul Sawtelles og Co’s plade med et klart kommercielt og mainstreamorienteret sigte. De musikalske udfoldelser på de ialt otte numre er underlagt de gode sange, selv om der er rigelig med plads til soloforløb og improvisationer hen ad vejen. Lige fra det indlende nummer (skrevet af Alan Parsons & Eric Wolfson) “I wouldn’t want to be like you”, der fik mine associationer trukket i retning af den gamle jazzrock, over “Why can’t we live together” (af Timmy Thomas), hvor sangerinden Izzy Parker får lov til at folde sig ud på smukkeste vis med en utrolig dejlig stemme, der får modspil af rapperen Mr. Von, der meget befriende får sin rap til at falde helt naturligt ind i den alt andet en simple musik og videre til fx den afsluttende ballade “When I was your man”, hvor Sawtelles saxofon får lov til at runde pladen af med en smuk, melankolsk tone, der helt er i tidsåndens tegn.

Virtual Insanity er ikke virtuel galskab, men en meget varieret plade, der fremstår som en funklende helhed, hvor jazz, rock og pop smelter smukt sammen og hvor instrumenterne få lov til at træde frem med deres respektive kvaliteter. Hvis man er til fusion af jazz, pop og rock, så går man bestemt ikke galt i byen ved at investere i Virtual Insanity. Hermed varmt anbefalet.

Paul Sawtelle & The Brotherhood of Soul – Virtual Insanity – London Tone Music

Lyt til Sawtelle – her.