“Vi er gamle”, sagde Peter Ingmann i forbindelse med sine introducerende kommentarer til Young Flowers reunion-koncert på spillestedet Atlas i Aarhus. Og tematiserede dermed det nostalgiske ved en sådan gendannelse. Mere end fyrre år er gået, siden Ingmann sammen med Ken Gudman og Jens Henrik Dahl/ Peer Frost første gang skruede op for Marshall-forstærkerne og leverede syre- og bluesrock. Og en gendannelseskoncert af den karakter kalder selvfølgelig på nostalgien.

I Ingmanns udlægning gav nostalgien ganske god mening. Mange år er gået og d’herrer Frost og Ingmann er kommet i en alder, hvor man begynder at kunne se en ende på det hele (trommeslager Søren Berlev er et årti yngre…). Og derfor forekom det Ingman naturligt, at man vendte tilbage til dengang, hvor det hele begyndte. Vende tilbage til ungdommens drømme og forhåbninger, så at sige.

Og nostalgien giver netop god mening, når man vender tilbage til 1. det gode musikalske udgangspunkt, hvor inspirationen blev hentet fra den frodige syrerock og den udtømmelige kilde i blues og 2. til de smukke drømme, der ikke helt blev indfriet, men stadigvæk lever et eller andet sted. En nostalgi, der er uden forloren sentimentalitet. Og således fremstillet kunne bandet gå i gang med sangen “Drømmesyn”, en syret, psykedelisk sang.

Den blev straks fulgt op af “Hey Princess”, en heftig blues-rocksag. Og med de to sange som indledning markerede Young Flowers så at sige den musikalske spændvidde i bandet“ fra den psykedelisk inspirerede syrerock til den hårde bluesrock. Og denne aften på Atlas var det især den bluesbaserede rock“ med inspiration fra Cream, Jimi Hendrix Experience, Canned Heat m.fl. – der var repræsenteret i repertoiret. Og det blev understreget af Peter Ingmanns lille ‘pædagogiske’ forklaring af, at al blues (rock, pop osv.) grunder sig i 12-takters blues. Og i hele to bluesnumre. Dels “3 birds” og B. B. Kings “You upset me baby” (sidstnævnte på opfordring fra en publikummer).

Syrerocken var repræsenteret i ovennævnte “Drømmesyn” og i “Søgelyset” og “Oppe I Træet” fra det navnkundige første album Blomsterpistolen. Men ellers, som sagt, var det bluesrocken, der dominerede. Lige fra den flotte udgave af “Daybreak” (fra album No 2) over to majestætiske udgaver af Cream-klassikerne “Sunshine of your Love” og “Tales of Brave Ulysses” (udgaver, der ikke lod meget at ønske i forhold til originalerne) og til en fin version af Steppenwolfs “The Pusher”.

Peter Ingmann førte ordet og var“ sådan som tilfældet også var, da han var i byen med Skousen & Ingeman“ orkesterleder. Men derudover overbeviste han om, at han også er en mere end habil sanger inden for den genre, Young Flowers bestrider“ og om, at han ikke blot faldt tilbage i bassistens klasssike rolle som puls i rytmegruppen, men i flere omgange demonstrerede, at bassen er en basguitar, der kan spille op mod og med leadguitaristen og oven i købet kaste en solo af sig.

Men selv om Ingmann således var frontfigur – og fungerede godt og autoritativt som sådan – så stjal leadguitarist Peer Frost ofte billedet med sine mange fine soli, der blev fremført med en stoisk overlegenhed, der stod i grel modsætning til mange leadguitaristers egocentriske sceneshow. Og den ofte under- og miskendte trommeslager Søren Berlev fik bag sit imposante trommebatteri vist, at han ikke blot er et dynamisk tyngepunkt i trioen, men også er gruppens publikumsopgejler og en værdig afløser for den alt for tidligt afdøde Ken Gudman. Og sammen fungerede de tre musikere overbevisende som en solidt sammenspillet treenighed, der sagtens kunne matche forbillederne fra gamle dage.

 Koncerten startede et kvarter over 21 og sluttede ca. et kvarter i midnat. To heftige, medrivende sæt, der fik det seniorprægede publikum op på mærkerne. Og koncerten sluttede med et ekstranummer “25 øre”, der med sin swingende, seje boogie-rock sendte en kærlig hilsen til Canned Heat“ og til et tilfreds publikum, der blev lukket ud i den aarhusianske nat.