Helt tilfældigt overhørte jeg en diskussion mellem SFs Pernille Fram og Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen på tv. Det drejede sig om regeringens skattebegunstigelse af arbejdsgivernes muligheder for at få ansatte til at dyrke motion. Frams indlæg drejede sig om de ledige, der statistisk set er dem, der er mest udsat helbredsmæssigt. Fram henviste fx til en undersøgelse fra ålborg Universitet, der viste, at unge, ledige mænd har en overdødelighed på 127%. Hun forsøgte at få sundhedsministeren til at diske op med konkrete forslag til alternative indsatser for de ledige. Men det eneste, ministeren kunne sige, var, at hvis blot beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen sørgede for, at flere kom i arbejde, så ville de også få gavn af den skattefinansierede motion. Ingen forbedringer for de ledige. Det skinnede også med al ønskelig tydelighed igennem, at der kun er et svar på ledigheden, nemlig arbejdet. Arbejde = sundhed.
Nu er vi jo nogle, der mener, at den relativt lave ledighed primært skyldes økonomiske konjunkturer (i en global verdensøkonomi), som politikerne kun har begrænset indflydelse på , og at ledigheden altid har været og fremdeles vil være en integral del af et kapitalistisk system. Derfor er det kun rimeligt, at man fra politisk hold sørger for ordentlige økonomiske og sociale vilkår for de mennesker, der i kortere og længere tid er ledige.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan de ledige får det, når konjunkturerne vender og arbejdsløsheden igen stiger massivt.