Coveret til og titlen på Hayseed Dixies nye plade Hair down to my grass sender den uforberedte lytter i mange retninger – og nok også lidt på vildspor. Der er både lidt mc-rocker og hippiedrøm over det, men disse associationer rummer kun en splint af sandheden om denne plade og dens musik.

Hayseed Dixie er et eksempel på et band, der har gjort en hel særlig musikhybrid til deres egen stil, som de rendyrker til det næsten perfekte. Her mødes rock’n roll med de countryrødder, der dyrker mandoliner, fiddles, banjoer og andre akustiske strengeinstrumenter. Og resultatet ligger lige midt imellem de to yderpunkter og høster det bedste fra begge poler. Det rocker i kroppen og det swinger som løssluppent hillbillymusik.

På den nye plade har Hayseed Dixie vovet pelsen og givet sig i kast med ti numre, der alle har været store rocksuccesser – fra Survivors hit fra 1982 “Eye of the Tiger” til Pink Floyds “Comfortably Numb”. Stort anlagte rocknumre, der især har gjort sig på de store scener – sportsstadier osv. Men i Hayseed Dixies hænder afklædes sangene deres til tider (lidt for) pompøse arrangementer og forvandles til små energiske hillbillyrockere.

På papiret kunne projektet med coverversioner af stadionklassikere måske se lidt håbløst ud. Men jeg synes faktisk transformationen lykkes overmåde godt. Tag for eksempel Bryan Adams nærmest nedslidte og udbrændte monsterhit “Summer of 69”, der får nyt blod i en letswingende, danseglad udgave, der både redder den gode melodi i land og sender lytteren ud på en nærmest improviserende omgang bluegrass. Eller Gilmours og Waters’ “Comfortably Numb”, der i originalen godt kan forekomme en anelse for alvorstung og langsom, men som i Hayseed Dixies udgave får lige netop den saltvandsindsprøjtning, der skal til for at hive sangen ud af den alt for mørke tristesse – uden at berøve sangen dens alvorsfulde tekst. Og det hele sker med tungen i kinden, for hos Hayseede Dixie skal det ikke bliver for alvorsfuldt. Det skal være sjovt og underholdende.

Jeg synes, at Hayseed Dixie lykkes rigtig godt med deres risikable satsning på store, svulstige rocknumre, og bandet får vist, at deres særstil er langtidsholdbar, og at de behersker den med stor musikalitet, samtidig med at de ikke tager sig selv alt for alvorlig. Det er musik, der mest af alt handler om at have det sjovt, feste igennem og glæde sig over den gode sang. Det kunne være sjovt at se, om Hayseed Dixie også kunne beherske kunsten selv at skrive sange på en kommende plade. Det er vist den opgave eller udfordring, der ligger i kortene for dette livlige band. Vi får se, hvad der sker. Men indtil videre kan man altså fornøje sig med denne løsslupne, glade og lidt gale plade, der ville klæde enhver fest med respekt for sig selv. Hermed anbefalet.

Hayseed Dixie. Hair down to my grass. Universal Polygram. Udkommer i morgen