På årets sidste dag udsender Julie Michelsen sit nye dansksprogede album Sidste dag på jorden. Hvor forgængeren kom lytteren i møde iført farvestrålende cupcakes og venlig lys kjole, så er den nye plade – som titlen jo også antyder – anderledes alvorlig og – ja – nærmest dystopisk. Og dette forhåndsindtryk svarer ganske godt til pladens tekstunivers og musikalske udtryk.

Måske er det tidsånden, der har fået sit greb i Julie – den meget omtalte moderne individualisme og væren-sig-selv-nok? I hvert fald kredser teksterne om den moderne individualismes temaer – ensomhed, alenehed, tosomhedens problemer osv. Allerede i den første sang “Rave”, hvis titel nok især sigter til musikken med dens seje programmerede beats, sættes der fokus på jeg’et – mig’et:

jeg står jeg står jeg står lige her
jeg står jeg står jeg står lige her
jeg står jeg står jeg står lige her
se på mig

hør hvad du ønsker dig
se du vil kun ha mer’
nej der er ikke mer’
nej jeg er lige her
jeg er lige her
der er ikke mer’

Et ensom jeg over for et du. Et jeg over for verden. En udveksling, der er gået lidt i stå. Der er en stemning af opbrud, distance og vilje til ensomhed over denne lille meget enkle sang med dens forførende beats, der tilfører tekstens enkelhed ravens dynamik og intensitet. Temaet foldes på en måde mere ud i den næste sang med den alvorssvangre titel “Ingen kære mor”:

jeg går alene nu, jeg går hen ad vejen
jeg går med leen, fejer alt op der er i vejen
jeg har min sandhed på mig
jeg har min rustne cykel
der er en djævel i mig, den kender ikke lykken
jeg kalder himmel fang mig
jeg kalder alle engle
hvor er i henne når det hele står i et her
jeg går i mørke tanker, jeg går alene nu
der kommer ingen kære mor og passer på mig nu

Ensomheden eller – om man vil – aleneheden er betinget af “mørke tanker”, indre dæmoner og en udsathed, der måske til dels skyldes den jalousi, der også tales om i teksten. Hvor “Rave” anslog et tema, ensomheden, giver “Ingen kære mor” temaet et emotionelt og eksistentielt indhold. Ensomheden bunder i melankolien, i den indre splittelse og i det voksne individs udsathed i en verden, hvor der ikke er nogen _”kære mor”, der kommer og klarer problemerne for en. På en bund af hårde elguitarsriffs og et tørt, ja nærmest sprødt lag af programmerede beats synger Julie med sin kønne, lyse, pigede stemme om mørket og den individuelle fortabthed.

I den næste sang med den sigende titel “Kulsort mørkeleg” bliver det kun en tand mørkere: “Ingen sorteper på min hånd/ kun kulsort mørkeleg/ der er kun den eneste ene vej for mig/ ingen tørver der skal trilles/ / ingen psykoanalyse nej/ der er kun den eneste ene vej/ der er ingen kompromisser.. Osv. Med medrivende beats, guitarsimulerende synths og næste rappende vokal åbner Julie i denne sang op for den eneste mørke (ud)vej.

Er der så da ikke nogen udvej? Et lille lys i mørket på denne plade? Jeg ville gerne bekræfte det entydigt, men det forekommer mig ikke rigtig at være tilfældet. Det er et melankolsk og mørkt signalement af individet, som Julie tegner på pladen. Som det hedder i titlesangen, så “føles det som den sidste dag på jorden”. Leder man med lys og lygter i teksternes univers kan man måske finde et gran af optimisme i fx sangen om det “Udholdende hjerte”, hvor der insisteres på, at vi nok når det. Eller i kærlighedssangen til København, “Din by”. Men jeg kan godt være i tvivl om, hvor langt positiviteten rækker. For ellers beskriver Julie Michelsen med megen personlighed og sikkert også erfaringsbåren indsigt den udsatte, moderne individualitet, der præges af usikkerhed, melankoli og ambivalens. Man kunne sige, at Julie med sin plade har itonesat og tekstligt iscenesat individets vilkår i den såkaldte flydende modernitet (med sociologen Zigmunt Baumans betegnelse). Og oven i købet med en klar feminin vinkel, som det tydeligt fremgår i sangen “Pigesind”, der godt kan opfattes som en meget moderne opdatering af Tove Ditlevsens gamle, hudløst ærlige digt om pigesindet. 

Det er en meget modig plade, Julie Michelsen har lavet. Og selv om det mørke tekstunivers lægger afstand til poppens til tider ulidelige lethed, så er der alligevel noget livsbekræftende i musikken – som Julie selv står for og som er mixet af Teis Frandsen og Sørens Balsner – der består af vellydende, besnærende popsange iklædt den moderne electronicas medrivende og til tider næsten dansante lydbillede. Sidste dag på jorden er en moden, voksen og meget moderne plade, der er meget mere i pagt med den moderne virkelighed end mange af de popplader, der ellers udsendes i disse år. Hermed varmt anbefalet.

Julie Michelsen. Sidste dag på jorden. Produceret af Julie Michelsen. More Love Records. Udkommer i dag.