Boris Vians gamle, men stadigvæk aktuelle, digt/sang om desertøren. Vi læste den vist i gymnasiet i fransktimerne. Og her er en dansk version:

Desertøren

 

 

 

Hal Berg/ Boris Vian / Kjeld Ingrisch

Må jeg Hr. præsident, blot  be’ Dem om at vente lidt
jeg ved enhver har nok i sit men hør hvad de’r mig hændt.
I dagens stille dont der fik jeg min soldaterbog,
med ordre til at ta’ et tog, der fører til en front,
og den har De vidst sendt, og hvis jeg ikke gør det
tror De jeg ikke tør det ,men undskyld præsident.
I denne bog er sat, en ordre til at dræbe,
det brænder på min læbe. Jeg flygter nu i nat.

Krig får altid fangst, min far har måtte bøde,
min ældste bror forbløde, mens småbørn græd  af angst.
Hvis ikke De forstår, så lyt til frontens vilde skrig,
i denne meningsløse krig, og gør hvad De formår.
For ingen af os vil, vi er jo som de andre,
dog slås vi mod hverandre, hvem leder dette spil?
I morgen går jeg ud, jeg går på Deres vegne,
til alle landets egne med dette enkle bud.

Få dette vanvid endt, så sig dog alle sammen stop,
vi kan hvis blot vi går i trop, og dog Hr. Præsident.
Det lyder måske dumt, jeg er jo kun alene,
hvor længe vil de mene at det bliver’ mig forundt,
at sprede dette bud, det passer sig vist ikke ,
og flygte må jeg ikke, det ender med et skud.
Men vent nu lidt og hør, vi bør jo begge sammen gå,
så selv gendarmen kan forstå, og kom så hvis De tør
og gør så hvad De bør.