Et af de mere kuriøse nr. 1-hits i 1970 var Chuck Berrys tilbagevenden til toppen med sangen om hans ding-a-ling. Berry, der blev født i 1926, er ubestrideligt en af rock’n roll-musikkens helt store pionerer. Eller som en af hans fans, John Lennon, udtrykte det: “Hvis du ville give rock and roll et andet navn, så kunne du kalde den ‘Chuck Berry'”. The Beatles (Roll over Beethoven) og Lennon selv indspillede også mandens sange. I det hele taget er en Best of Chuck Berry-plade også en Best of-Rock’n Roll-plade, for han har skrevet så mange klassikere, at det halve kunne være nok.
Dan Turèll skrev på et tidspunkt et begejstret essay om manden, hvori han fremhævde hans sangskriverkvaliteter: enkelt spillede enkle sange om de ting, der optager unge mennesker i hverdagen. Skole, sex og andet.
Berrys storhedstid var i halvtredserne og tresserne. Men i 1970 fik han altså et hit med “My Ding-A-Ling”, der allerede i 1952 var blevet fortolket af Dave Bartholomew. Og med den sang fik han sit første og eneste nr. 1-hit i USA. Sangen handler om to sølvklokker i snor, som sangeren får af sin bedstemor. Lytter man til teksten, så forstår man snart, at sangen har en tydelig seksuel undertone, hvilket også er en del af forklaringen på dens succes. En slags rockmusikalsk pendant til Lille Palles sang om Hængepilen (Jeg er så ked af, den hænger nedad…).